Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 971
The New Barbarians (1982)
 
 
  Genre: Science fiction/post-apokalype
Instruktør: Enzo G. Castellari
Medvirkende: Giancarlo Prete, Fred Williamson, George Eastman m.fl.
Varighed: 87 minutter
  Originalsprog: Italiensk
Distributør: Another World Entertainment
Udgivet: 27. marts 2007
Anmeldt af: Zenia Fruerlund
 
 
Jorden har været udsat for en voldsom atomkrig, der mere eller mindre har udryddet hele menneskeheden. Året er 2019 og kun ganske få har overlevet og nogle af disse grupper jages nu af Tempelbrødrene, der ledes af præsten One (George Eastman) der mener at kun igennem rendyrket hævn og drab på de overlevende, kan jorden blive "ren." For alle som har overlevet atomkrigen, kan kun være "skyldige."

Dog er den berygtede Scorpion (Giancarlo Prete) ikke enig i One's hævngerrighed, og han stiller sig trodsigt imod deres voldsrus og drab.

En dag redder han den smukke Alma (Anna Kanakis) fra at komme i kløerne på Tempelridderne og krigen imellem One og Scorpion begynder at tilspidse sig. Da Scorpion bliver reddet af en gammel bekendt Nadir (Fred Williamson) bliver kampen imellem det gode og det onde for alvor sat på en prøve.

Filmen er fra 1982 og bliver sammenlignet med Mad Max filmen fra 1979. Men hvor Mad Max er australsk, så er denne film instrueret af den italienske instruktør Enzo G. Castellaris og er i genren post-apokalypse.

I begyndelsen af 80'erne landede en lille håndfuld film, kraftigt inspireret af et par få vestlige succeser, på videohylderne og skabte deres helt egen sub-genre: Italiensk post-apokalypse - eller post-nuke, post-atomic, holocaust alt efter hvilket øgenavn ens filmvenner og omgangskreds havde givet den.

Genren var defineret ved, at filmen ofte foregik i en nedslidt og udbombet fremtid, hvor en katastrofe (ofte en omfattende ødelæggelse med kernevåben) havde lagt jorden øde. I ruinerne af den tidligere verden udspillede sig så små spøjse fortællinger, skåret over et lille antal temaer og stjålet fra de film, de forsøgte at efterligne.

Ofte er det en enlig helt, et tydeligt levn fra western- og action-genren, der må en masse prøvelser igennem for at komme mere menneskelig ud i den anden ende af eventyret. Undervejs vælger han at smide sin egocentriske opførsel for at redde/hjælpe en lille gruppe mennesker (i enkelte tilfælde hele menneskeheden), som helt uselvisk havde valgt at hjælpe ham, da han selv sad i en kneben situation.

Fælles for de fleste af de italienske bud på genren var magre budgetter, hvilket resulterede i en ofte sløset og billig æstetik, der ikke sjældent bidrog til filmenes low-budget-charme.

Og denne film må siges at være blevet lavet på et yderst skrabet budget. Den er optaget i en grusgrav lidt udenfor Rom, og kostumer og biler er designet og dekoreret for et minimumsbeløb. Skuespillerne blev ikke casted efter deres kvalifikationer, men efter udseendet (og størrelsen på deres overskæg åbenbart). For tre ting springer én i øjnene i denne film, og det er overskæg, skulderpuder og grimme grusgrave. Alle tre dele skal helst være så store som muligt. Men den engelske dubbing er fremragende udført.

Et klaptræ til denne film, for to gange skreg jeg af grin over et par så platte scener, at jeg ALDRIG har set noget lignende.

Se den, hvis du virkelig vil opleve post-apokalypse i frigear!
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
RadonHuset
© 2005-2017