Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 971
The Journeyman (2001)
 
 
  Genre: Western
Instruktør: James Crowley
Medvirkende: Brad Hunt, Daniel Lapaine, Willie Nelson m.fl.
Varighed: 90 minutter
  Originalsprog: Engelsk
Distributør: NTC Film
Udgivet: 21. august 2010
Anmeldt af: Jann Kalf Larsen
 
 
I slutningen af 1800-tallet bliver to unge drenge vidner til en brutal nedskydning af deres far (Wille Nelson). Drengene gemmer sig, men bliver opdaget af den nådesløse bande. Det lykkes den ældste af drengene at aflede opmærksomheden fra sin lillebror, men han bliver i stedet selv taget med af banden.

Lidt senere finder en rejsende præst den yngste af drengene. Han hjælper drengen med at få begravet sin far og tager sig derefter af hans opvækst.

Den ældste af drengene vokser op blandt bandemedlemmerne. Et liv med drab, mishandling, tyveri og brutale overgreb. Inden længe bliver drengen lige så følelseskold som de bandemedlemmer, der har skilt ham fra sin bror.

Mange år senere bliver et minekontor røvet. Koldt og kynisk bliver ansatte og andre på kontoret mejet ned af røverne. Røverne bliver dog omringet, men det lykkes to af dem at slippe bort.

Røvernes leder slipper væk uden en skramme og får tilmed held til at stjæle fra lejrens medicinkasse. Den anden røver bliver såret og føler sig forrådt af sin medrøver. Han beslutter sig derfor for at tage hævn.

Kort efter ankommer en reserveret rejsende til minelejren. Mineejeren forsøger at ansætte ham, men den rejsende har en helt anden dagsorden og drager videre.

Den undslupne røverleder gør samtidig indhug i den morfin, han har stjålet fra minelejren. Han er nemlig afhængig af morfin efter at være kommet voldsomt til skade mange år tidligere.

Lederen af minen samler en flok mænd for at jage de to undslupne røvere og drabsmænd. De får den rejsende til at slutte sig til dem, for han jager nemlig de samme personer, morfinisten og den sårede røver.

The Journeyman er en meget anderledes western. Den er meget malerisk og brutal i sin beskrivelse af vold, lemlæstelse og død. Her er ikke pakket noget ind i et rosenrødt, romantisk skær. Alene det får filmen til at adskille sig fra mange andre westerns.

Samtidig har The Journeyman en lidt diffus og svær tilgængelig historie. Morfinisten og den rejsende er nemlig de to brødre, der brutalt blev skilt som børn, efter at have været vidne til nedskydningen af deres far.

De to brødre har egentlig samme mål, nemlig hævn over deres barndoms gerningsmænd. Blot har de hver sin måde at gribe tingene an på, men trods deres forskelle som voksne, nærer de alligevel en form for samhørighed.

The Journeyman viser hvor stor indvirkning opvækst og oplevelser i de tidlige år har på et menneskes videre udvikling. Måske skåret meget firkantet op, men giver dog alligevel stof til eftertanke.

Brad Hunt og Daniel Lapaine spiller henholdsvis morfinisten og den rejsende. Og de leverer begge en fremragende præstation. Ikke mindst Brad Hunt, der er intet mindre end skræmmende, men alligevel sympatisk, i rollen som den psykopatiske dræbermaskine.

I det hele taget leverer flertallet af skuespillerne i The Journeyman eminent skuespil. Desuden er billedsiden helt utrolig flot, og de øde, støvede landskaber er med til at underbygge det samlede billede.

I det hele taget en fremragende film, der kun kan anbefales. Den er anderledes og meget brutal, men hører så absolut til blandt de bedste westerns!
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
Akupunktur og massage
© 2005-2017