I det tidligere Amerika, nu Panem, styres befolkningen med hård hånd fra den højteknologiske hovedstad, Capitol, og præsident Snow (Donald Sutherland).

Landet er inddelt i 12 distrikter, og befolkningen i hvert distrikt er fattige - på grænsen til armod. Hvert år afholdes The Hunger Games for at sone fortidens synder.

The Hunger Games går i al sin enkelthed ud på, at der udvælges en dreng og en pige mellem 12-17 år fra hvert distrikt, og disse skal kæmpe mod hinanden til der kun er en overlevende tilbage. Denne får til gengæld rigdom og ære.

The Hunger Games skal til at starte og de i alt 24 teenagere er udvalgt. Deriblandt Primrose Everdeen (Willow Shields), men hendes søster Katniss (Jennifer Lawrence) tilbyder at overtage hendes plads. Den første frivillige fra distrikt 12 i The Hunger Games 74 års historie.

Hendes modspiller fra distriktet er Peeta (Josh Hutcherson), som er forelsket i hende. Men altid blevet overset, for Katniss er forelsket i Gale.

The Hunger Games er et mediestunt af dimensioner og følges af alle på storskærme. Det er live-reality, og folk labber det i sig.

De udvalgte "sonere" får lidt træning forinden, både fysisk og psykisk samt medietræning af forskellige mentorer. Katniss og Peetas mentor er en tidligere vinder, Haymitch (Woody Harrelson), der nu både er afdanket og en halvgammel dranker.

Men han kender spillets regler. Især de uskrevne og hvor vigtigt, det er at få befolkningens gunst.

The Hunger Games er blevet et fænomen på linie med Twilight og Harry Potter. Historien vil nok fænge i større grad hos teenagere end hos unjdertegnede, halvgamle kyniker.

Konceptet er set før og nok også bedre, for eksempel i japanske Battle Royale fra 2000 og Battle Royale II fra 2003. Der er åbenbart et eller andet fascinerende ved at sende en flok unge mennesker ud i deres livs kamp, hvor kun én kan vinde.

Jennifer Lawrence yder en fin præstation, men slet ikke på højde med hendes store gennembrudsfilm, Winters Bone, fra 2010. En rolle, hun også blev Oscar-nomineret for.

Derimod brænder Woody Harrelson (Battle in Seattle) igennem som den afdankede realitystjerne Haymitch.

Handlingen går desværre i tomgang flere steder og er fra start til slut ærke-amerikansk, men kammer helt over til sidst.

Der er lagt op til efterfølgeren. Og selv om "The Hunger Games" ikke helt indfriede mine forventninger, glæder jeg mig da til at se The Hunger Games: Catching Fire, hvor det er intruktøren bag I am Legend og Water for Elephants, Francis Lawrence, der står bag.

Ekstramaterialet er et sandt overflødighedshorn på 162 minutter. Tilmed tekstet. Her findes interviews, the making of, propaganda film og meget mere. Især synes jeg at "controlling the game" er yderst interesant. Her vises, hvordan selve kontrolrummet i Capitol er blevet optaget og tilvirket.

Alt i alt er The Hunger Games en udmærket film at fornøje sig med.