

I det tidligere Amerika, nu
Panem, styres befolkningen med hård hånd fra den højteknologiske hovedstad, Capitol, og
præsident Snow (Donald Sutherland).
Landet er inddelt i
12 distrikter, og befolkningen i hvert distrikt er fattige - på grænsen til armod. Hvert år afholdes
The Hunger Games for at sone fortidens synder.
The Hunger Games går i al sin enkelthed ud på, at der udvælges en
dreng og en
pige mellem 12-17 år fra hvert distrikt, og disse skal kæmpe mod hinanden til der kun er en overlevende tilbage. Denne får til gengæld
rigdom og
ære.
The Hunger Games skal til at starte og de i alt 24 teenagere er udvalgt. Deriblandt
Primrose Everdeen (Willow Shields), men hendes søster
Katniss (Jennifer Lawrence) tilbyder at overtage hendes plads. Den første frivillige fra distrikt 12 i The Hunger Games 74 års historie.
Hendes modspiller fra distriktet er
Peeta (Josh Hutcherson), som er forelsket i hende. Men altid blevet overset, for Katniss er
forelsket i Gale.
The Hunger Games er et mediestunt af dimensioner og følges af alle på storskærme. Det er
live-reality, og folk labber det i sig.
De udvalgte "sonere" får lidt
træning forinden, både fysisk og psykisk samt medietræning af forskellige mentorer. Katniss og Peetas
mentor er en tidligere vinder,
Haymitch (Woody Harrelson), der nu både er afdanket og en halvgammel
dranker.
Men han kender spillets
regler. Især de uskrevne og hvor vigtigt, det er at få befolkningens gunst.
The Hunger Games er blevet et fænomen på linie med Twilight og Harry Potter. Historien vil nok fænge i større grad hos teenagere end hos unjdertegnede, halvgamle kyniker.
Konceptet er set før og nok også bedre, for eksempel i japanske
Battle Royale fra 2000 og Battle Royale II fra 2003. Der er åbenbart et eller andet fascinerende ved at sende en flok unge mennesker ud i deres livs kamp, hvor kun én kan vinde.
Jennifer Lawrence yder en fin præstation, men slet ikke på højde med hendes store gennembrudsfilm, Winters Bone, fra 2010. En rolle, hun også blev
Oscar-nomineret for.
Derimod brænder
Woody Harrelson (
Battle in Seattle) igennem som den afdankede realitystjerne Haymitch.
Handlingen går desværre i
tomgang flere steder og er fra start til slut ærke-amerikansk, men
kammer helt over til sidst.
Der er lagt op til efterfølgeren. Og selv om "The Hunger Games" ikke helt indfriede mine forventninger, glæder jeg mig da til at se
The Hunger Games: Catching Fire, hvor det er intruktøren bag I am Legend og Water for Elephants,
Francis Lawrence, der står bag.
Ekstramaterialet er et sandt overflødighedshorn på 162 minutter. Tilmed tekstet. Her findes interviews, the making of, propaganda film og meget mere. Især synes jeg at "
controlling the game" er yderst interesant. Her vises, hvordan selve kontrolrummet i Capitol er blevet optaget og tilvirket.
Alt i alt er
The Hunger Games en udmærket film at fornøje sig med.