Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 971
The harder they come (1972)
 
 
  Genre: Drama
Instruktør: Perry Henzell
Medvirkende: Jimmy Cliff, Janet Bartley, Carl Bradshaw, Bob Charlton m.fl.
Varighed: 103 minutter
  Originalsprog: Patois/engelsk
Distributør: Another World Entertainment
Udgivet: 13. april 2010
Anmeldt af: Ruth Blichfeldt
 
 
Ivanhoe "Ivan" Martin (Jimmy Cliff) tager fra landet ind til hovedstaden Kingston for at overbringe sin mor den dårlige nyhed, at hendes mor er død og egentlig ikke har efterladt det store.

Men allerede da Ivan ankommer til Kingston, bliver han frarøvet alle sine ting, mor tager de sidste penge, og Ivan må nu finde på noget. Han vil gerne blive i hovedstaden for at leve sin drøm ud om at synge - og tjene penge på det.

Mor giver ham en adresse til en baptistpræst (Basil Keane), der muligvis kan hjælpe Ivan. Han begynder så småt at gå til hånde i præstegården og får et godt øje til den unge pige Elsa (Janet Bartley), som præsten har taget under sine beskyttende vinger. Han vil dog mere end blot forkynde guds ord over for hende, men Elsa har også et godt øje til Ivan.

Ivan får muligheden for at indspille en plade hos pladeproducenten Hilton (Bob Charlton), hvilket tegner til at blive en succes for Ivan. Men ... ingen træer vokser ind i himlen, og han bliver snydt noget så nederdrægtigt i sin kontrakt.

Herfra er der ikke langt for Ivan at komme helt ud på skråplanet og starte sin kriminelle løbebane ...

The harder they come er den første biografproduktion fra Jamaica og blev gennembruddet for reggaemusikken i hele verden. Selve soundtracket fra filmen blev den mest solgte reggaeplade i mange år - en rekord legenden Bob Marley aldrig fik slået.

The harder they come udkommer i en to-disc udgave. Disc I indeholder den digitalt nyrestaurerede version af filmen. Disc II indeholder dokumentarer, interviews, musikvideo, slideshow, gallerier, biografier, filmografier samt trivia.

I rollen som Ivan ses den legendariske jamaicanske reggaemusiker og skuespiller Jimmy Cliff, der er den eneste nulevende kunstner, som er hædret med  Order of Merit. Den tredjehøjeste udmærkelse den jamaicanske regering uddeler for kunst og videnskab. Desuden blev han i 2010 tildelt en plads i det prestigefyldte museum Hall of Fame i USA, hvor også Bob Marley er repræsenteret.

I filmen gør han et hæderligt stykke arbejde, især sammen med Janet Bartley. Musikken er dejlig, svingende og smittende med gode, stærke tekster.

Jeg kan varmt anbefale The harder they come, og man behøver ikke nødvendigvis at være inkarneret reggae-fan. Man kan sagtens se den, for det er en god historie og med en god pointe.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
Akupunktur og massage
© 2005-2017