Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 971
The Good, the Bad, the Weird (2008)
 
 
  Genre: Action
Instruktør: Jee-woon Kim
Medvirkende: Kang-ho Song, Byung-hun Lee, Woo-sung Jung m.fl.
Varighed: 125 minutter
  Originalsprog: Koreansk
Distributør: Another World Entertainment
Udgivet: 14. september 2010
Anmeldt af: Jann Kalf Larsen
 
 
Stedet er Manchuriet og tidsmæssigt er vi lige omkring anden verdenskrig, hvor den japanske hær indtager store dele af Fjernøsten. Her overfalder togrøveren Tae-goo Yoon (Kang-ho Song), også kendt som the Weird.

Ombord på toget, der udover en masse uskyldige togrejsende, også har en lang række japanske officerer og soldater som passagerer, kommer Tae-goo i besiddelse af et kort. Og Tae-goo er overbevist om, at kortet vil føre ham til en begravet skat.

Men også den ubamhjertige dræber Chang-yi Park (Byung-hun Lee), kaldet the Bad, har sat sig for at overfalde toget. Også han jagter skattekortet og har ikke tænkt sig at sky nogen midler for at få fat i kortet.

Det lykkes dog Tae-goo at slippe bort med kortet. Men nu starter så en jagt på såvel Tae-goo som skattekortet. Ikke kun er Chang-yi og hans bande efter Tae-goo, men også japanske og kinesiske tropper jagter skattekortet.

Samtidig er dusørjægeren Do-won Park (Woo-sung Jung), the Good efter såvel Tae-goo som Chang-yi. Tae-goo for dusøren, der er på hans hovede, mens Chang-yi er af mere personlige grunde.

Det varer heller ikke længe, før det meste af Manchuriets underverden er klar over det værdifulde kort. Så også de deltager inden længe i jagten på tværs af Manchuriet.

Instruktøren, Ji-woon Kim, kalder selv The Good, the Bad, the Weird (Joheunnom nabbeunnom isanghannom) for en kimchi western. Uanset hvad label, man vælger at sætte på filmen, så er det action fra start til slut.

Handlingen kan til tider virke en anelse diffus, når det kommer til det store forkromede overblik, men stillestående på noget som helst tidspunkt, kan The Good, the Bad, the Weird ingenlunde beskyldes for at være. Tværtimod.

Blodet sprøjter lige så hurtigt som kuglerne flyver i The Good, the Bad, the Weird. Ligeledes bliver snart sagt alle former for transportmidler taget i brug, lige fra gåben og hesteryg til motorcykler og andre motoriserede køretøjer.

Den action-mættede handling er pakket særdeles flot ind. Både billed- og lydside er således helt i top, og der gås tit og ofte mere end almindeligt tæt på handlingen, hvilket er med til at øge action-indtrykket.

At sproget er koreansk bør på ingen måde afskrække. Man sidder efter de første 10 minutter alligevel tryllebundet til skærmen for at få alle detaljer med, så der er ingen grund til at frygte at misse underteksterne på noget tidspunkt.

The Good, the Bad, the Weird er en rigtig god film, med masser af action og mange elementer fra den klassiske western. Men der er mindst lige så meget eventyrfilm over begivenhederne. Så alt i alt et god bud på en god film til et par timers hektisk og fængende action.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
Alt om det at være katteejet
© 2005-2017