Ted (Jeff Bridges) og Marion (Kim Basinger) har en ægteskabelig krise af den store slags. En frygtelig tragedie tidligere har gjort, at de hver for sig lukker sig inde i skyldfølelse. De er midlertidig separerede, men for at give deres lille datter, Ruth (Elle Fanning) en tryg og god opvækst, skiftes de til at bo i deres fælles hus.

Ted er børnebogsforfatter, og en sommer hyrer han teenageren Eddie (Jon Foster) som sin assistent. Eddies ambitioner er at blive forfatter, så dette er en enestående chance for at lære kunsten af en professionel forfatter. Men hormonerne raser i den unge mands krop, og naturligvis føler han sig mere og mere tiltrukket af Marion.

Det bliver en sommer, som sætter sit præg på deres liv. Marion, som ellers er forstenet i sorg, begynder så småt at blomstre op. Ted forsøger at få mere styr på sit liv, og Eddie oplever den spirende seksualitet.

Historien er bygget op omkring en af John Irvings succesromaner, Enke i et år, og hvis man har læst denne roman, skal man nok lige være opmærksom på, at historien er vendt et par hundrede grader.

The door in the floor virkede i første omgang anstødelig på mig, og jeg er bestemt ikke en gammel snerpe. Desuden syntes jeg, den var ufattelig lang og stillestående. Men i anden omgang blev jeg grebet af netop denne langsommelighed og følelsesmæssige dybde, der er i historien.

Jeff Bridges har vist aldrig været bedre, og han spiller med en dybde og ægthed. Han trækker bestemt en hel del op i bedømmelsen, for det er en fantastisk præstation, han lægger for dagen. En anden skuespiller, som jeg i den grad nød, var den lille pige Ruth, spillet af Elle Fanning. På trods af sine kun syv år har hun medvirket i syv film og haft roller i diverse serier. Hun er en, der er på vej frem. Hun er ganske enkelt bedårende.

The door in the floor er et gribende drama om kærlighedens lyse og mørke sider. Og slutningen er ganske enkelt unik. Men det er en film, der kræver, at man har hjernen slået til, for den er ganske tankevækkende.