Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 56
The Chronological Donald (1934-)
 
 
  Genre: Animation
Instruktør: Forskellige
Medvirkende: Anders And m.fl.
Varighed: 290 minutter
  Originalsprog: Engelsk
Distributør: Buena Vista Home Entertainment
Udgivet: 2. juni 2004
Anmeldt af: Jann Kalf Larsen
 
 
1934 var på mange måder er betydningsfuldt år for mig. Ikke blot kom begge mine forældre til verden det år (og det må jo siges at være en væsentlig detalje for mig). Men det var også det år, hvor en kolerisk and første gang så dagens lys i Walt Disneys studier i Californien, USA.

Og netop denne hidsige and, der på dansk blev døbt Anders And, og hele det univers der gennem årene blev bygget op på ham fik en væsentlig indflydelse på mit liv. Jeg vil således tilskrive Anders And æren for, at jeg kunne læse inden jeg var færdig med første klasse i skolen. For jeg var stålsat på at lære at læse, så jeg kunne få stillet min sult på Anders And når som helst jeg havde lyst, uden at være afhængig af en ældre til at læse højt for mig.

Hidsigproppen Anders startede dog sit liv på lærredet i form af kortfilm. Første optræden i 1934 var med en birolle i kortfilmen "The Wise Little Hen". Publikum tog dog anden til sig i en grad, så Anders And allerede i 1936 kan ses i en hovedrolle i den meget underholdende "Donald and Pluto".

I årene frem til 1941 blev der i alt produceret 36 kortfilm med Anders And. Bl.a. er det i denne persiode, at de tre uvorne nevøer, Rip, Rap og Rup, bliver introduceret. Og vi stifter skam også bekendtskab med den evigsultne Fætter Guf og flere andre af de karakterer, der i dag befolker Andeby.

For at markere 70-års fødselsdagen har Disney samlet disse herlige perler, der altså også omfatter debutfilmen fra 1934, på en dobbelt-DVD, The Chronological Donald. DVD'en udgives udelukkende med de originale lydspor, så der er altså engelsk tale - men selvfølgelig er der mulighed for at få undertekster på.

Udover de mange herlige kortfilm, indeholder de to DVD'er en del ekstramateriale. Bl.a. en spændende dokumentar om Clarence "Ducky" Nash, som var manden, der skabte Anders Ands originale stemmer (samt en række af de øvrige figurers). Desuden finder man også originalskitser osv. fra Disneys eget arkiv.

9. juni 2004 var det således nøjagtig 70 år siden, at anden i sømandstrøje fik sin debut - og siden gik sin sejrsgang verden over. Og selv om den lille, opfarende and måske ikke har helt den samme tiltrækningskraft som tidligere, så er der vist mange gode år tilbage i ham endnu. Det vil jeg da i hvert fald håbe.

Er du til Anders And, så er denne DVD svær at komme uden om. Det er ganske enkelt ren guf for kendere og elskere af anden, der ikke kan flyve. En udgivelse, der ikke kan andet end at få min varmeste anbefaling - og en sjælden karakter helt i top!

Slutteligt skal der lyde et kæmpe tillykke med fødselsdagen, Anders And. Og må du få mange gode år endnu.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
RadonHuset
© 2005-2017