Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 56
Tarzan (2013)
 
 
  Genre: Eventyr
Instruktør: Reinhard Klooss
Stemmer: Kellan Lutz, Spencer Locke, Trevor St. John m.fl.
Varighed: 90 minutter
  Originalsprog: Engelsk
Distributør: Nordisk Film
Udgivet: 25. september 2014
Anmeldt af: Jann Kalf Larsen
 
 
Edgar Rice Burroughs klassiske fortælling om Tarzan er kendt af de fleste. En filmudgave er da bestemt heller ingen nyhed, da historierne har udmøntet sig i utallige spillefilm, tegnefilm og tv-serier.

Alligevel bliver klassikeren jævnligt hevet op af posen for endnu en fortolkning. Seneste udspil er en animeret udgave, der har fået et moderne twist.

Denne udgave af Tarzan tager sit udgangspunkt i tidernes morgen. Her lander en særligt, energiholdig meteorit i det, der mange, mange år senere skal blive til afrikansk jungle.

Herfra skrues tiden hastigt frem til vore dage, hvor John Greystoke sammen med sin kone og treårige søn jagter netop denne meteorit. Men efter at have lokaliseret den værdifulde sten fra rummet, forulykker familiens helikopter i et uvejr.

Kun drengen, med kælenavnet Tarzan (Kellan Lutz), overlever. Han bliver adopteret af en gorilla, og vokser nu op i junglen, fjernt fra andre mennesker. Drengen lærer at overleve på egen hånd og bliver med årene stærk, snarrådig og vellidt.

En dag møder den unge junglemand dog andre mennesker. Ikke mindst den unge, smukke Jane (Spencer Locke), som Tarzan hurtigt falder for. Jane er dog kun på visit i junglen og drager snart efter tilbage til "civilisationen".

Nogle år senere krydser Jane og Tarzans veje atter. Denne gang er Jane dog i selskab med den profithungrende skruppelløse William Clayton ().

Clayton vil med alle midler have fat i meteoritten. Den kan nemlig sikre det energiselskab, han overtog styringen af efter John Greystokes død, enorm profit og magt.

Det er nu op til Tarzan og Jane at forpurre Clayton og hans brutale håndlangeres planer. En opgave, der synes næsten uoverskuelig, lige indtil Janes liv er truet ...

Denne mere moderne og animerede fortolking af eventyret om abernes konge er egentlig ikke dårlig. Den er dog helller ikke voldsomt god. Den er nemlig lidt for poleret.

Tarzan er således temmelig længe om, alvorligt at komme i omdrejninger. Voldelige scener er nærmest klinisk barberet væk, så det aldrig bliver til mere end antydninger.

Egentlig ok med tanke på det yngre publikum, Tarzan henvender sig til. Problemet er bare, at de ikke er ubekendte med blod og splat i moderate mængder, så med den træge start kan det måske blive en lidt kedelig omgang.

Animationen er udmærket, uden at være prangende. Computergrafikken bliver dog til fulde udnyttet til at vise natursmukke scenerier.

Når man ser Tarzan, sidder man dog ofte med fornemmelsen af, at det har man set før. Særligt, hvis man har set storfilmen Avatar. Der synes således at være "lånt" i ganske mange scener.

Udover den oprindelige udgave med engelske stemmer og danske undertekster, er det også muligt at få serveret Tarzan med danske stemmer. Det trækker klart op i forhold til det yngre publikum.

Alt i alt er Tarzan et ok bekendtskab. Det klæder med et lidt mere moderne pift til den klassiske historie, men omvendt måtte den godt være lidt mindre stueren. Så ville den uden tvivl appellere endnu bredere, end tilfældet er nu.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
RadonHuset
© 2005-2017