Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 971
Sleepless Night (2011)
 
 
  Genre: Thriller
Instruktør: Frédéric Jardin
Medvirkende: Tomer Sisley, Serge Riaboukine, Julien Boisselier m.fl.
Varighed: 98 minutter
  Originalsprog: Fransk
Distributør: Another World Entertainment
Udgivet: 15. august 2013
Anmeldt af: Jann Kalf Larsen
 
 
To maskerede mænd stjæler et stort parti kokain fra et par narkokurerer, der er på vej til mafiaen. De maskerede mænd er kriminalbetjente, hvoraf den ene, den erfarne og respekterede Vincent (Tomer Sisley), bliver såret under det brutale røveri.

Vincent er dog blevet genkendt og kort tid efter er hans søn, Thomas, kidnappet af mafialederen, José Marciano (Serge Riaboukine). Vincent, der er fraskilt, har et noget anstrengt forhold til sin søn, men vil selvfølgelig gøre alt for at redde sønnen helskindet hjem.

Derfor må Vincent tage til Marcianos natklub for at tilbagelevere den stjålne kokain. For sin egen sikkerheds skyld gemmer han dog narkoen på et af natklubbens toiletter, inden han møder mafiabossen.

Vincent og Marciano bliver enige om vilkårene for udvekslingen, men da Vincent skal hente tasken med kokain fra toilettet, er den forsvundet. En kvindelig betjent, der fulgte efter Vincent, har nemlig gemt tasken et andet sted.

Vincent er derfor tvunget til at befri sin søn. Men han er ikke kun oppe mod mafiaen, men også narkobagmændene og betjenten Lacombe (Julien Boisselier), der jagter korrupte politifolk og har stillet skarpt på netop Vincent.

Det bliver hurtigt til en kamp på liv og død mellem de forskellige parter. Og en meget, meget lang nat på natklubben ...

Det meste af handlingen i Sleepless Night (Nuit Blanche) er henlagt til de forskellige lokaler i natklubben. Det giver en utrolig intens og fortættet stemning, der sagtens kan give minder om blandt andre den oprindelige Die Hard-film.

Persongalleriet er temmelig stereotypisk og mange bliver blot berørt overfladisk. Til gengæld er skuespillet rigtig godt. Særligt Tomer Sisley i rollen som Vincent skinner igennem.

Hans skuespil sammen med plottet gør, at man kan sætte sig i kriminalbetjentens sted og føle med ham. Bevares, Vincent er ikke helt fin i kanten, men det er alligevel en rolle, man uværligt holder med.

Handlingen er langt fra unik. Det er et tema, der er berørt mange gange før, i mange andre film. Men i Sleepless Night er det bare forbandet gennemført og med mange facetter, der alligevel gør filmen til noget særligt.

Man keder sig bestemt ikke i de knap 100 minutter, Sleepless Night varer. Der er således spandevis af intens action og finurlige finter hele vejen gennem filmen.

Ja, Sleepless Night er en fransk film og der tales fransk. Men det bør ikke afholde nogen fra at stifte bekendtskab med denne fremragende og actionfyldte thriller.

Franskmænd kan bare noget med hårdkogte politifilm. Og det fornægter sig bestemt ikke i Sleepless Night, der er tæt på at gøre rent bord under uddelingen af klaptræer. Samtidig er det en film, der sagtens tåler flere gensyn.

Og så skader det bestemt ikke, at Sleepless Night har en meget tankevækkende slutning ...
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
Akupunktur og massage
© 2005-2017