

Danmark får en ny,
grøn regering. Den lover, at den vil satse på alternativ energi frem for de
fossile brændstoffer.
Danskerne må dog hurtigt sande, at
valgløfterne ikke var andet end løfter. For regeringen indgår nemlig en aftale med USA og Grønland om sammen at starte
olieboringer i det nordlige Østgrønland.
Regeringen
nedtoner betydningen af aftalen, og kalder olieforekomsterne for beskedne. Alligevel raser befolkningen over de
brudte valgløfter, mens pressen øjner gode historier.
I et tv-interview forudsiger avisjournalisten
Mia Moesgaard (Trine Dyrholm) voldsomme reaktioner fra danskerne. Det får udenrigsministeren
Thomas Borby (Nikolaj Lie Kaas) til at beskylde hende for at opildne til vold.
Geofysikeren
Rasmus Holm Jensen (Kim Bodnia) er netop hjemvendt fra Nordøstgrønland, så han ved hvor meget olie, der reelt gemmer sig under isen. Og at regeringen
lyver.
Inspireret af tv-interviewet, beslutter Rasmus Holm Jensen, der er tidligere,
olympisk mesterskytte, sig for at tage sagen i egen hånd. Med en riffel begynder han at
skyde efter de folk, der står bag aftalen. Blandt andre udenrigsministeren.
Mia bliver hurtigt blandet ind i skyderierne. Ikke kun er der en god historie i at finde
gerningsmanden, men geofysikeren henvender sig også til Mia, for at få sandheden om olieforekomsterne og de
miljømæssige konsekvenser frem.
Pludselig er Mia selv i politiets
søgelys, mens skarpskytten forbereder et
attentat på både den danske og den amerikanske udenrigsminister. Alligevel gør journalisten sit bedste for at stoppe geofysikeren
i tide.
Historien i
Skytten er som sådan ikke ny. Filmen er nemlig en
genindspilning af en dansk film fra 1977 af samme navn. Den nye udgave er i princippet blot skåret til, så den passer ind i dagens Danmark.
Instruktøren,
Annette K. Olesen, tager således fat i flere aktuelle emner: Politiske løftebrud,
terrorisme, olieforekomsterne i Grønland og, som en sidehistorie, adoption.
På de halvanden time,
Skytten varer, bliver det desværre lidt for mange ting, der skal fortælles. Det efterlader en del
huller undervejs, hvor det af og til bliver svært at fange sammenhængene.
Heller ikke de enkelte karakterer når man at komme ind under huden på, selv om skuespillet skam er aldeles glimrende. Blandt andet samspillet mellem
Trine Dyrholm og
Nikolaj Lie Kaas, mens
Kim Bodnia passer glimrende i rollen som terrorist for miljøet.
Skytten byder på godt med
spænding og er absolut ikke nogen dårlig film. Tværtimod. Den kunne bare have været
endnu bedre.