Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 971
Sky Pirates (1986)
 
 
  Genre: Eventyr
Instruktør: Colin Eggleston
Medvirkende: John Hargreaves, Meredith Phillips, Max Phipps m.fl.
Varighed: 84 minutter
  Originalsprog: Engelsk
Distributør: On-Air Video
Udgivet: 2. marts 2009
Anmeldt af: Jann Kalf Larsen
 
 
En god del af filmen mener man, at have set eller hørt mange af scenerne før. Desværre ender man med at ønske, man aldrig havde stiftet bekendtskab med filmen. Så kort kunne denne anmeldelse egentlig godt skrives. Men det ville trods alt ikke yde Sky Pirates fuld retfærdighed.

Det hele begynder nemlig meget godt. Vi befinder os i de sidste dage af anden verdenskrig, hvor Løjtnant Harris (John Hargreaves) får til at opgave at flyve en hemmelig last og pastor Mitchell til Boa Boa. Med ombord er blandt andet Savage (Max Phipps), som ganske tydeligt har et noget anstrengt forhold til Harris. Hvorfor, melder historien aldrig noget om ...

Under flyvningen vælger et besætningsmedlem at kigge nærmere på den hemmelige last ombord. Og vupti, straks befinder flyet sig i et uhyggeligt uvejr. Det er tilmed ikke et helt almindeligt uvejr, for flyets radio opfanger nyheder om alt fra Titanics forlis til den første landing på månen, ligesom et moderne jagerfly er tæt på at kollidere med transportflyet.

Da de kommer ud af stormen og må nødlande på vandet. Her ender de tre overlevende - Harris, Mitchell og Svage - med at konstatere, at de befinder sig nær Påskeøen, 8.000 kilometer fra deres oprindelige kurs.

Her finder de blandt andet et af skibene fra Philadelphia Eksperimentet, inden de på mystisk vis atter befinder sig i nærheden af gængse skibsruter og bliver reddet. Vel hjemme igen, kommer Harris for en militær domstol, da ingen vil tro på hans historie. Efter belastende vidneudsagn fra Savage og en skriftlig erklæring fra Mitchell bliver Harris idømt fængselsstraf.

Harris stikker dog af og møder snart efter Mitchells datter Melanie (Meredith Phillips). Sammen indleder de nu en jagt på Mitchell, der holdes fanget af Savage, og flyets mystiske last, der er nøglen til uanede og mystiske kræfter ...

Det lyder da egentlig meget godt, gør det ikke? Det er det sådan set også. For den efterfølgende søgen giver grobund for værtshusslagsmål, russisk roulette, biljagter og meget andet godt, der ville være en Indiana Jones værdig.

Desværre ødelægges meget af det gode i filmen af temmelig uinspireret skuespil, hvor John Hargreaves som en af de få formår at virke bare en smule inspireret. Desuden sad denne anmelder adskillige gange og krummede tæer over det åbenlyse tyveri af dialoger fra filmhelte som Dirty Harry og James Bond. Genbrug af værste skuffe!

Det hele falder dog totalt til jorden, efterhånden som filmen nærmer sig sin slutning, der slet ikke kommer i nærheden af resten af filmens nogenlunde sammenhæng. Her bliver det hele mildest talt rodet og usammenhængende, så man forledes til at tro, at producenterne lukkede for pengekassen eller skuespillerne skulle videre til mere spændende og inspirerende projekter.

Så selv om filmen har sine momenter med en god del action, så levede den langt fra op til mine forventninger om god underholdning. Sky Pirates er en temmelig dårlig film, der bare ikke dårlig nok til at kunne blive en kultfilm. Men jeg giver da to klaptræer for forsøget.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
Akupunktur og massage
© 2005-2017