Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 971
Skills (2010)
 
 
  Genre: Action
Instruktør: Johannes Pinter
Medvirkende: Marcus Gustavsson, My Magnusson m.fl.
Varighed: 86 minutter
  Originalsprog: Svensk
Distributør: Another World Entertainment
Udgivet: 12. april 2010
Anmeldt af: Jann Kalf Larsen
 
 
Kelvin (Marcus Gustavsson) er på mange måder en helt almindelig, svensk teenager. Han foretrækker at bruge sin fritid sammen med vennerne og at feste. Desuden er han næsten pr. definition på kant med sin fædrende ophav om, hvordan livet skal leves.

Men Kelvin er desuden en rigtig dygtig udøver af parkour. Veninden Linda (My Magnusson) er en af Sveriges bedste skateboardere. Og så er Kelvins far altså kriminalbetjent.

En dag, hvor Kelvin opholder sig i et træningslokale, bliver lederen overfaldet af en gruppe mænd, der stjæler stedets medlemslister. Kelvin eftersætter gerningsmændende og hans far blander sig.

Faren når først frem til overfaldsmændene, men bliver skudt og dødeligt såret. Kelvin finder efterfølgende ud af, at det drejer sig om en hemmelig og livsfarlig konkurrence for unge elite sportsudøvere. Noget, faren allerede i flere år har efterforsket.

Grundet Kelvins evner inden for parkour, forsøger konkurrencens bagmænd at inddrage Kelvin i konkurrencen, men uden held. Men efterhånden som Kelvin finder ud af, hvor kyniske bagmændene egentlig er, beslutter Kelvin sig for at deltage for at få sat en stopper for det.

Kelvin melder sig derfor, sammen med nogle gode venner, til konkurrencen. Og det udvikler sig hurtigt til en kamp på liv og død mellem deltagerne, for der er ingen regler.

Men kan Kelvin overleve og få sat en stopper for den livsfarlige konkurrence? Og kan han få skovlen under bagmændene?

Skills byder på temmelig meget action og masser af flotte sportslige detaljer. Ikke mindst inden for parkour, hvor hovedpersonen, Marcus Gustavsson, da også er en af verdens bedste udøvere af denne særlige sportsgren.

Filmen byder på masser af kendte udøvere inden for forskellige sportsgrene samt fra underholdningsbrancens verden. Så rammerne er bestemt i orden for noget stort.

Desværre ender det mere middelmådigt. Historien er hullet og tyndbenet. Skuespillet er ikke imponerende. Og i mange af kampscenerne virker det mere som deltagerne bare tjatter venligt til hinanden fremfor at kæmpe på liv og død.

Endelig er jeg slet ikke i tvivl om, at instruktøren, Johannes Pinter, har et dybere budskab med denne film. Jeg formåede så blot ikke at opfatte det i løbet af de knap halvanden time Skills ruller over skærmen.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
RadonHuset
© 2005-2017