
Stef (Julie Grundtvig Wester),
Barbara (Malou Reymann) og
Nadia (Honey Shain) befinder sig på et bosted for unge misbrugere.
Charlotte (Stephanie Leon) er den sidst ankomne og kommer lige tids nok til at deltage i bostedets årlige weekend tur til en feriehytte i Rørvig.
De fire kvinder har hver deres at slås med foruden at de forsøger at blive
clean. Narkoluderen Steff tror, at alt kan klares med et
blowjob, Nadia slås for at få sin lille datter Clara tilbage fra
familiepleje og Barbara kæmper med fortidens dystre skygger og minder, som hun bekæmper ved hjælp af
barberblade i lårene.
Luksusluderen Charlotte har også sin bagage med sig, men hun formår at lukke låget til og træde ind i rollen som den moderlige katalysator, der får ting til at ske. Således får hun også de tre andre med på ideen om at hente smøger i kiosken. Bare en lille smuttur fra feriehytten uden opsyn af
Store-Anette (Tina Gylling Mortensen).
Men en uventet begivenhed gør, at de fire kvinder pludselig befinder sig i en stjålen
Volvo på vej mod ... måske en bedre fremtid, måske friheden eller måske bare en ny start i livet.
Se min kjole er et drama, og det er et voldsomt,
dystert drama. Hovedpersonerne er skåret meget skarpt op og måske en anelse firkantet, men det virker efter hensigten.
Julie Grundtvig Wester som Stef, er den hårde seje narkoluder.
Honey Shain i rollen som Nadia er den lidt naive, forvirrede og drømmende pige, som blot ønsker en fremtid sammen med sin altid fængslede Nicklas og sin lille datter, der er i familiepleje.
Malou Reymann er den meget følsomme, indadvendte Barbara, der forsøger at gå i et med tapetet.
Og så er der Charlotte i form af
Stephanie Leon, der har styr på sagerne og forsøger at ruske op i de tre andre. Giver dem muligheder og valg, fordi hun selv har taget sit valg, og er afklaret og parat.
Persontyperne rammer godt og dialogerne er
stærke og
vedkommende. Man tror på karaktererne som tilskuer, og man kan ikke lade være med at komme til at holde af disse fire vidt forskellige kvinder og håbe det bedste for dem fremover.
Instruktøren
Hella Joof er kendt for sine humoristiske film som En kort en lang,
Oh Happy Day, og
Fidibus. Med
Se min kjole viser Hella Joof at hun spænder vidt og også mestrer
dramaets kunst.
Det er rart at se
nye, danske
skuespillere på banen. Endda nogle af de nyere, stærke kræfter i dansk film.
Stephanie Leon kendes fra ungdomsdramaerne
Bagland og
Råzone.
Malou Reymann kendes fra blandt andet
Hvid nat.
Julie Grundtvig Wester har medvirket i blandt andet de tre
Tempelriddernes Skat-film og gyserfilmen
Cecilie.
Honey Shain er ny i dansk film, men viser allerede i
Se min kjole et godt og solidt potentiale.
Det er fire
stærke skuespillere, som jeg personligt glæder mig til at se meget mere til. De besidder råstyrke og troværdighed.
Selve historien i
Se min kjole er trods de dystre temaer holdt sobert og absolut ikke-fordømmende. Og der er da også plads til lidt glæde, lys og humor.
Se min kjole er et solidt godt dansk drama, som absolut er seværdigt.
Jeg kan kun anbefale
Se min kjole - men husk endelig, at det ikke er en af Hella Joofs humoristiske komediedramaer. Det er et drama om
liv og
død. Et stærkt drama om fire kvinder, der forsøger at få styr på deres drømme og ønsker. Og måske en bedre fremtid.