Forside
Forside
Shenmen - akupunktur med hjertet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 971
Seksløberens time (1967)
 
 
  Genre: Western
Instruktør: John Sturges
Medvirkende: James Garner, Jason Robards, Robert Ryan m.fl.
Varighed: 97 minutter
  Originalsprog: Engelsk
Distributør: On-Air Video
Udgivet: 12. maj 2009
Anmeldt af: Jann Kalf Larsen
 
 
Sheriffen Wyatt Earp (James Garner) dræber i en skudduel medlemmer af Clanton-banden. Som hævn dræber lederen Ike Clantons (Robert Ryan) mænd en af sheriffens brødre, Nu er det så Wyatt Earps tur til hævn sammen med vennen Doc Holliday (Jason Robards).

Så kort kan fortællingen om et af det vilde vests vel nok mest fortalte historier, skudopgøret i OK Corral, ret beset skrives. Og det er bestemt ikke første gang, det klassiske opgør har fundet vej til det hvide lærred. Til gengæld skulle denne film så være den mest sandfærdige af dem alle.

Om den er det eller ej, skal jeg ikke kunne gøre mig klog på. Men jeg kan til gengæld med glæde forholde mig til filmen. For den er, for at sige det kort, rigtig god. Den er som en western bør være, med masser af opgør og skuddueller. Der er ikke klistret alt muligt andet ligegyldigt gøjl ind i historien, der hårdt og kontant skærer ind til benet.

Men Seksløberens time (Hour of the Gun) giver også plads til lidt indsigt i personerne Wyatt Earp og den drukfældige tandlæge, Doc Holliday, der er hans ven gennem det essentielle i plottet: En mands hævn over sine brødres banemænd.

Stilen kan måske virke en kende kold og dokumentarisk, men personligt synes jeg, det klæder filmen og instruktøren, John Sturges, bag. Om ikke andet så er det en billedmæssig oplevelse og den tilhørende musik og lydspor er også helt i top.

James Garner, der ikke mindst er kendt for sin hovedrolle i tv-serien Maverick fra slutningen af 1950'erne og mange år frem, spiller hovedrollen som Wyatt Earp med en fantastisk glød. Ligeledes gør Jason Robards sig som en helt fantastisk Doc Holliday, der er godt i gang med at drikke sig ihjel, mens han lystigt og gladeligt deler varmt bly ud til egne og venners fjender.

Er du til westerns, kan jeg kun anbefale denne nok lidt oversete perle. Den bør finde en plads i samlingen og jævnligt i afspilleren, for den kan sagtens tåle adskillig gensyn.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
Alt om det at være katteejet
© 2005-2017