

Krigeren
Niiros (Toshiro Mifune) største ønske er at være en ægte samurai. Men det er svært for ham, da han tidligere har mistet sin herre. Sin mor har han også mistet og tilmed kender han ikke sin far. Han er således
identitetsløs ifølge det japanske samuraisamfund.
Niiro bor i et faldefærdigt lager og dagene går med
sake og
kvinder. Der ulmer et oprør og Tengo gruppen vil myrde Hikones lensherre for at overtage styret. Mange melder sig til gruppen, heriblandt Niiro og hans ven Einosuke.
Niiro, den
herreløse samurai og Einosuke, den velansete belæste
fægteinstruktør mistænkes inden længe for at være spioner og en undersøgelse sættes i gang.
Samurai Assassin er en fascinerende sort/hvid film, der trods sine mange intriger i intriger og indviklet plot med ufattelig mange bipersoner og et væld af flash-backs, fænger.
Toshiro Mifune var en af Japans helt store filmhelte og nåede at indspille over 150 spillefilm i sin karriere.
Han udstråler en
karisma og styrke, som sjældent er set siden. I Samurai Assassin viser han sit kæmpe skuespiltalent, dels som den barske kriger, men også som den følsomme mand, der higer efter tryghed og et fast ståsted.
Der er kræset for billede og lyd. Det er knivskapt, og især slutscenen overgår de fleste sværdkampe, jeg har set i nyere tid.
Er man til kvalitets samuraifilm, er
Samurai Assassin et must. Men man skal give sig god tid til at leve sig ind i historien. For øvrigt er selve attentatet baseret på virkelige hændelser der skete ved slottet Edo den 3. mats 1860.
Samurai Assassin er dynamik på højeste plan og selvom handlingen kan virke en kende forvirrende, så er den absolut
seværdig og
spændende.