Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 971
Rubber (2010)
 
 
  Genre: Komedie
Instruktør: Quentin Dupieux
Medvirkende: Stephen Spinella, Roxanne Mesquida, Wings Hauser m.fl.
Varighed: 82 minutter
  Originalsprog: Engelsk
Distributør: Another World Entertainment
Udgivet: 21. februar 2012
Anmeldt af: Jann Kalf Larsen
 
 
Bridgestone eller Michelin? Goodyear eller Pirelli? Valgmulighederne har unægtelig være temmelig begrænsede, da instruktøren, Quentin Dupieux, skulle besætte hovedrollen i denne noget anderledes historie.

Hovedpersonen er nemlig et dæk. Sådan et af de der runde, man normalt forventer at finde i de fire hjørner af en bil. I denne sammenhæng er dækket så bare ikke helt almindeligt.

Dækket vågner således op på en støvet losseplads med selvbevidsthed. Ikke nok med det, for dækket har også psykokinetiske evner.

De psykokinetiske evner betyder i denne sammenhæng, at det selvbevidste dæk kan få dyr og menneskers hoveder til at eksplodere i et sandt orgie af blod og legemsdele. Og det er en evne, der bliver anvendt hyppigt gennem fortællingen.

Det starter med flasker og dåser, men langsomt får dækket opbygget sin psykokinetiske styrke. Og efter at være blevet ramt af bil på en støvet landevej gennem ørkenen og senere smidt ud af et lurvet motelværelse, begynder det at trække et blodigt spor ...

Imens er en gruppe tilskuere med på sidelinien. Tilskuerne, og deltagerne i handlingen, mener nemlig, at begivenhederne er iscenesat. Og det er da også. Eller er de?

Rubber er en meget underlig film - for at sige det mildt. Handlingen kan bedst beskrives som lettere diffus og meget, meget surrealistisk.

Men alligvel er Rubber en film, man ikke bare kan overse. Specielt ikke, hvis man allerede er begyndt på den. For så hænger man bare uløseligt fast, for at se hvad der videre sker og om der overhovedet er en mening med galskaben.

Den dybere mening udebliver så, kan jeg dog sfsløre, men det betyder faktisk slet ikke noget. For filmen tager fra start til slut så mange bizarre drejninger, at det mere end opvejer den manglende mening med begivenhederne.

At klistre en label på Rubber er svært. Ret beset burde filmen rubriceres som en splatter - mængden af blod, legemesdele og hjernemasse berettiger til det.

Omvendt er Rubber så underholdende og plottet, eller manglen på samme, så fascinerende, at filmen ikke rigtig passer ind på en forudbestemt hylde. Den er sgu sin egen.

Til gengæld er der så meget ironi og groteskhed, at jeg valgte at kalde det for en komedie. Rubber gav i hvert fald god underholdning og masser af grin i løbet af de 82 minutter, den løber over skærmen.

Om ikke andet, så slog slutningen, der er både overraskende og meget morsom, hovedet på sømmet!
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
Alt om det at være katteejet
© 2005-2017