
Michael Helge (Rasmus Bjerg) er erhvervsadvokat for et stort og anerkendt advokatfirma. Han er dygtig til sit job, står til at blive partner i virksomheden og er kæreste med
chefens datter. Det hele ser ud til at køre for den unge
advokat.
Problemet er bare, at Michael Helge er en
tørvetriller, der egentlig kun går op i sit arbejde. Så da han får besked om, at han skal en tur til
Sydfrankrig for at tage sig af en banal sag og samtidig holde nogle dages tvungen ferie, ser han det nærmest som en
straf.
Turen til det sydfranske starter da også som en
katastrofe. Ved ankomsten er Michael Helges bagage forsvundet, kort efter bliver hans tegnebog
stjålet og klienterne viser sig at være svindlere, der franarrer ham
10 millioner kroner af sit firmas penge.
Nu er
gode råd dyre. For Michael Helge har hverken
penge eller papirer, hjem tør han ikke tage uden de 10 millioner kroner og han
kender ingen i det sydfranske. Og så alligevel.
Theo (Casper Christensen), en af vennerne fra kostskoledagene på
Herlufsholm, bor nemlig i området. Men Theo er slet ikke som Michael Helge. Theo bor således på en båd, ernærer sig som
gambler, tager kokain og er storforbruger af unge, skandinaviske piger.
Modvilligt kontakter den strandede advokat sin tidligere ven. Theo har som altid travlt med at
tage stoffer og forføre unge damer, men alligevel ender det umage par med at
slå pjalterne sammen, så Michael Helge kan få sine 10 millioner kroner tilbage.
Den kedelige advokat må dog sluge nogle kameler først og møder sågar danske
Louise (Lise Kofoed), der rent faktisk kan få tørvetrilleren til at
le og drømme. Men da Theo pludselig bliver dømt til
afvænning, er det tæt på at vælte alle planer ...
Player er rent umiddelbart en
banal komedie med et plot, der er set mange gange før. Men filmen handler også om
personlig udvikling, om at tro på sig selv og sine drømme, og at have modet til at
følge sit hjerte.
Desuden er der et par
sidehistorier. Blandt andet om Theos kamp for at beholde
forældreretten til sin søn. Men det er Michael Helges kamp mod og med sig selv, der bærer filmen.
Skuespillet er
så som så, hvor præstationerne i flere tilfælde er langt fra godkendte. Særligt skuffer
Casper Christensen (blandt andre
Klovn), der hverken får udnyttet potentialet i sin rolle som livsnyderen Theo eller formår at gøre karakteren specielt troværdig.
Heldigvis får
Rasmus Bjerg (blandt andre
Alle for to) langt mere ud af sin rolle som den kedelige og tørre erhvervsadvokat, der pludselig bliver kastet ud i sit livs
mareridt - og -
eventyr.
Han får samtidig fremragende med- og modspil af
Lise Kofoed i rollen som den kønne og livsglade Louise, der alligevel har begge ben plantet solidt på jorden. Og som ender med spille en
afgørende rolle i såvel historien som for Michael Helge.
Løjerne er for det meste af filmens vedkommende henlagt til Sydfrankrig. Men det kunne lige så godt have været det
Sydfynske Øhav, hvis det ikke lige var for, at den solrige kulisse har givet anledning til at få flettet nogle fortærskede clicheer om
bureaukrati og korruption syd for alperne ind i fortællingen.
Selv om
Player altså på ingen måde er en stor og mindeværdig oplevelse, så er det
udmærket og uforpligtende underholdning i de fem kvarter, filmen varer. Så alt i alt sniger den sig op på en samlet vurdering
over middel.