Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 256
Piranha (1979)
 
 
  Genre: Horror
Instruktør: Joe Dante
Medvirkende: Bradford Dillan, Heather Menzies, Kevin McCarthy m.fl.
Varighed: 99 minutter
  Originalsprog: Engelsk
Distributør: Another World Entertainment
Udgivet: 13. april 2010
Anmeldt af: Ruth Blichfeldt
 
 
To teenagere er på udflugt i et reservat et sted i Texas. De begiver sig ind på et tilsyneladende nedlagt militæranlæg og bliver fristet til at tage en dukkert i et fyldt bassin.

Og væk er de. Maggie (Heather Menzies), en lidt emsig detektiv, bliver sat på sagen og kommer hurtigt i kontakt med Paul Grogan (Bradford Dillan), en enlig far hvis datter er på sommerlejr på den anden side af floden.

Modvilligt lader han sig overtale til at hjælpe Maggie og de havner i selvsamme militæranlæg. Det er dog ikke helt forladt. En enkelt videnskabsmand, dr. Hoak (Kevin McCarthy), er tilbage. Maggie og Paul får tømt bassinet for vand - og dette skulle de nok have overvejet mere end en gang.

Militæranlægget har i tidernes morgen været forsøgsstation for udvikling af et biologisk krigsvåben i form af piratfisk, der kan overleve både saltvand og ferskvand - varme og kulde.

Disse små bæstener er nu på vej ud i floden - sultne og blodtørstige med kurs mod et nyåbnet vandland og sommerlejren, hvor Pauls datter befinder sig.

Piranha er som den slags film er: Lettere fjollede og usandsynlige. Men underholdningsværdien er i top. Skuespillet er såmænd heller ikke så værst for denne type film. Det er set langt værre.

Set med 1979-briller er effekterne ganske gode og man kan heller ikke lade være med at blive lidt spændt og grebet, men ... Piranha skal ses med humoren slået til og hjernen på halv effekt.

Piranha er Joe Dantes debut som instruktør. Siden har han blandt andre stået bag film som The Howling, Gremlins I og II samt The Burbs. Piranha lægger op til en to'er. Og den kom da også i 1981 med James Cameron som instruktør. Her er piratfiskene muteret med flyvefisk - ja ja, og hvis jeg skulle lave en tre'er, ville de små banditter være en blanding mellem piratfisk, nilfisk og slimål.

Der er mange sjove hentydninger til andre horrorfilm i Piranha. Og med den selvironi filmen lægger for dagen, er den simpelthen et must i samlingen blandt bedre B-film i denne genre.

Så fodr akvariefiskene og nyd en lavbudget film, som man kun kan blive lidt opmuntret af at se.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
RadonHuset
© 2005-2017