
Erika Kohut (Isabelle Huppert) er musikprofessor på konservatoriet i
Wien.
Erika er en blændende
pianist med hang til Schubert og Schumann. Hun underviser de udvalgte
elever med strenghed, hårdhed og ingen nåde. Erika er midaldrende og når hun ikke er på konservatoriet, er hun hjemme. Hun bor hos sin
mor (Annie Girardot) og dette forhold er yderst anspændt - vekslende mellem
had og
kærlighed.
Men engang imellem sniger Erika sig ud i nattens mørke og frekventerer byens
pornodistrikt for at se pornofilm i små lejede kabiner. Eller smugkigger på elskende par i biler.
Under en privat
koncert hos den kulturelle familie Blonsky bliver hun introduceret for familiens nevø,
Walter Klemmer (Benoît Magimel). Han er en ung knøs, der studerer på det tekniske universitet. Men han har også en kærlighed til
klassisk musik og spiller selv
piano.
Han bliver betaget af denne midaldrende
kvinde og begynder at gøre kur til hende. Det holder hårdt - hun tryner ham hele tiden. Selv da han bliver optaget på et af hendes
kurser, ser hun ham blot som en blodsuger.
Men Erikas panserværn bliver brudt og dette starter et
styrtdyk ned til et meget meget sygt og depraveret
sind ...
Instruktøren
Michael Haneke studerede filosofi og psykologi, før han blev filminstruktør. Dette bærer hans værker også præg af.
Han kan som ingen andre skildre menneskets
syge sind så smukt, modbydeligt, frastødende og dog uendeligt fascinerende. Haneke ved hvilke knapper, han skal trykke på, for at få sit publikums
opmærksomhed.
Pianisten (La Pianiste) er ingen undtagelse. Alene forholdet mellem mor - for øvrigt ypperlig præstation af
Annie Girardot - og Erika er et studie værd for enhver med interesse i menneskelige relationer. Dette forhold er så
sygt og
betændt, at det skærer gennem marv og ben.
Men også den langsomme nedstigning i et menneskes psyke og dybeste ønsker, hemmeligheder og frustrationer er
mesterligt skildret. Både med hensyn til den unge Walter, spillet af
Benoît Magimel, der bliver kastet ud i et rollespil, han intet aner om. Og naturligvis Erika,
Isabelle Huppert, der forsøger at inddrage en anden i sit
syge sind.
Er man ikke bekendt med Michael Hanekes øvrige film, er
Pianisten måske en lidt for stor mundfuld. Den kan virke meget langtrukken og meget "intellektuel fransk", men tag endelig tiden til den. Den er alle 131 minutter
værd.
Af andre film fra Hanekes hånd kan nævnes hans egen re-make af
Funny Games US fra 2007, hvor også det psykiske spil mellem mennesker bliver endevendt. Samt hans prisbelønnede
Det Hvide Bånd fra 2009, hvor handlingen er henlangt til et lille samfund lige før 1. verdenskrig, og fascismen langsomt bundsætter sig. Begge film, der sætter sine spor.
Jeg kan varmt anbefale
Pianisten. Det er et kvalmende,
psykotisk drama med stærke
erotiske undertoner udført af blændende skuespillere og med vidunderlig klassisk
musik.