Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 971
Parfumen - historien om en morder (2006)
 
 
  Genre: Drama
Instruktør: Tom Tykwer
Medvirkende: Ben Whishaw, Dustin Hoffman, Alan Rickman m.fl.
Varighed: 142 minutter
  Originalsprog: Engelsk
Distributør: Nordisk Film
Udgivet: 14. august 2007
Anmeldt af: Ruth Blichfeldt
 
 
Den 17. juli 1738 kommer en lille dreng til verden under en fiskebod på det ildelugtende fisketorv i Paris. Han er den sjette, moderen føder, og de fem foregående var dødfødte. Så hun regner med, at også denne unge skal skylles ud med fiskeaffaldet. Men således skulle det ikke gå. Drengen lever og moderen ender i galgen for at have villet ombringe sin søn.

Således starter den usædvanlige historie om Jean-Baptiste Grenouille.

Lille Jean-Baptiste bliver anbragt på et børnehjem, hvor han hurtigt skiller sig ud fra de andre. Han besidder et ganske enestående talent. Og dette talent sidder i næsen. Hans lugtesans er overveludviklet og han samler på dufte.

Da Jean-Baptiste når teenageralderen, bliver han solgt til et garveri, hvor han slider og slæber. Efter mange år får han lov til at udbringe skind til kunderne, og på sådan en tur møder han duften af paradis. Han forfølger den underskønne kvinde, der dufter, så englene må danse. Desværre kommer han til at slå hende ihjel, og han bader sig i hendes dufte.

Senere afleverer Jean skind til parfumøren Giuseppe Baldini (Dustin Hoffman), og Jean-Baptistes lykke er gjort. Det går hurtigt op for Baldini, at Jean-Baptiste er et naturtalent udi parfumekunsten, og han køber Jean-Baptiste fri fra garveriet.

Baldini tjener styrtende, Jean-Baptiste er lykkelig, men ikke helt, for han vil finde den ultimative duft - nemlig den guddommelige duft, unge kvinder udskiller. Han får et svendebrev, så han kan rejse fra Paris til Gasse, hvor han kan lære den hemmelighedsfulde parfumekunst enfleurage. Kunsten at konservere dufte.

I Gasse begynder flere og flere kvindelig at dukke op, og købmanden Richis (Alan Rickman) frygter at hans smukke datter Laura (Rachel Hurd-Wood) er morderens næste offer, og de flygter fra byen ... men Jean-Baptiste Grenouille har færten af dem.

Parfumen - historien om en morder er bygget over bestselleren Das Parfum - Die Geschichte eines Mörders af den tyske forfatter Patrick Süskind, og instruktøren Tom Tykwer har til fulde gjort det godt.

Parfumen - historien om en morder er så smukt optaget, at alene det gør, at man bliver hængende i samtlige 142 minutter. Filmen oser af stemning, og med John Hurt som historiens fortæller, gør det hele så perfekt, som det kan være.

Filmens sidste del når nærmest Felliniske højdepunkter og kammer desværre en smule over. Men filmen formår, at man som tilskuer også tryllebindes og forføres. Fantastisk.

I rollen som den geniale og psykotiske parfumør uden den store empati Jean-Baptiste ses Ben Whishaw, og han spiller med en ynde og overbevisning, at ikke et øje er tørt. Dustin Hoffman yder også sin karakter som parfumøren Baldini troværdighed, men det kan vel ikke undre.

Det eneste, jeg ville ønske, er, at man også kunne have fået duft- og lugt indtrykkene med. Det ville have været en fantastisk oplevelse at sidde i sin stue med den ildelugtende stank af Paris i 1700-tallet kontra parfumens magiske dufte. Selvom denne lille finesse mangler, er man ikke i tvivl om, at der må have lugtet ganske afskyeligt. Måden, filmen er optaget på, gør, at man tydeligt fornemmer stanken af råddenskab, beskidte mennesker og stærke æteriske olier.

Jeg kan varmt anbefale at tage en dyb indånding og nyde Parfumen - historien om en morder. En helt igennem gennemført film om grænselandet mellem genialitet og sindssyge. Og med parfumør Baldinis ord, vil jeg her slutte: Menneskets sjæl er i dets duft.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
Akupunktur og massage
© 2005-2017