Handlingen udspiller sig under 2. verdenskrig på New Guinea. Australierne kan ikke regne med amerikansk hjælp mod japanerne, da amerikanerne har rettet deres blik mod Filipinerne efter bombeangrebet på Pearl Habour.

Derfor gør Australien brug af chockos, "chokoladesoldater". De er utrænede, uerfarne og egentlig uegnede til den australske hær, AIF, men gode nok til at blive sendt til Papua New Guinea. Dels for at bygge veje, dels for at bane vejen for AIF på Kokoda-ruten for at nedkæmpe fjenden.

Det er som at kæmpe mod vindmøller. Fjenden er overtallig - omkring 6.000 japanske soldater, der er vant til junglekrig. Soldater, der er veltrænede og skånselsløse.

Chockos tæller kun cirka 500 og foruden deres manglende kamperfaring, må de også slås mod andre elementers rasen.

Pludselige skybrud med deraf følgende mudderbanker og skred. Insekter. Giftige dyr. Sygdomme - evig diarre, malaria, dysenteri og absolut ingen lægehjælp andet end et skuldertræk.

De har intet kinin, ingen morfin, intet håb. Det eneste de er i besiddelse af, er en altoverskyggende dedikation og livskraft.

Pacific War Hell (Kokoda) fortæller disse chockos' historie, og det er en ganske rå og modbydelig historie. Som al krig jo er.

Fokus er ikke lagt på selve krigsscenerne eller taktikken bag, selvom der er et par få. Fokus er på de umenneskelige forhold, disse chockos måtte kæmpe under, for og med.

Dette skildres råt for usødet, og er godt og realistisk gengivet. Det er lige før, man selv kan lugte stanken af rigtig dårlig mave. Pacific War Hell er eminent flot optaget. Måske engang imellem lidt for detaljeret.

Pacific War Hell kan koges ned til fire ord. De fire ord, der står på mindepladen på Kodoka-ruten mod byen Isurava. Fire små ord, der beskriver hele filmens indhold så glimrende:

Mod. Udholdenhed. Kammeratskab. Opofrelse.