Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 256
Opstandelsen (2010)
 
 
  Genre: Horror
Instruktør: Casper Haugegaard
Medvirkende: Marie Frohmé Vanglund, Mads Althoff, Jonas Bjørn-Andersen m.fl.
Varighed: 50 minutter
  Originalsprog: Dansk
Distributør: Another World Entertainment
Udgivet: 10. maj 2011
Anmeldt af: Ruth Blichfeldt
 
 
Det er Simons begravelse. En dyster stemning, som altid i en kirke under en begravelse. Det er trist at tage afsked - især med så ungt et menneske som Simon.

Præsten tordner med sit "Herren kender til din synd" og med et åbner jordens sprækker sig. Op kommer udøde i hobevis. Zombier så sultne som en hel stime piranaer under tørke.

Simons søskende må ty til kælderen for at samle kræfter til at kæmpe mod de hungrende zombier og overleve ...
Handlingen er som handlingen i denne genre, generelt set ingen og dog ... Jeg tror, der er tænkt over det.
<
I starten vises et close up af den danske salmebog - opslået på salme 666: "Den grund, hvorpå jeg bygger", hvor en af linjerne lyder: "I Jesu pines skygger, er sjælens hvile sød. Der har jeg fundet livet, selv er jeg intet værd".

Og dette kendetegner handlingen. Desuden er det lidt morsomt at tænke, at i salmebogen rent faktisk findes en salme med nummeret 666, der jo som bekendt er Anti-Krists mærke.

Derudover har karakterne bibelske navne. Ruth, Simon, Esther, Peter og så fremdeles. Ja, ja, ja, denne bly viol af en anmelder har rent faktisk gået i katolske skoler og deraf følgende tvang udi kirkegang, bibellæsning og salmelære.

Allerede dengang skræmte præsten mig, når han stod på alterstolen og den lille lampe, der oplyser dagens tekst, ramte hans ansigt nede fra. Så han ganske grangiveligt lignede selve djævlen. Også denne lille detalje har instruktøren Casper Haugegaard fint formået at få med i filmen.

Teknisk set har jeg intet at klage over. Makeup-artisterne har gjort et fint arbejde, det samme har speciel effects teamet.

Men ... og naturligvis er der et men, som ikke har så meget med selve filmen at gøre. Det er lyden. Selvom jeg er halvgammel, fejler min hørelse intet, trods andre påstår jeg har selektiv hørelse.

Men jeg havde meget svært ved at høre, hvad skuespillerne havde på hjerte. Bevares, man kan vælge undertekster, endda engelsk og tysk - men ikke dansk.

Ekstramaterialet byder på 28 minutter med en lille bonusfilm, "Kældermenneske", musikvideoer, bag-scenen, kommentarspor og trailershow.

Hvor er det glædeligt at der findes så stor talentmasse i bette Danmark, som tør og ikke mindst gør, det de brænder for - endda på et meget knebent budget. Go for it - den danske kulturscene har brug for Jer.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
RadonHuset
© 2005-2017