Forside
Forside
Shenmen - akupunktur med hjertet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 971
Open Windows (2014)
 
 
  Genre: Thriller
Instruktør: Nacho Vigalondo
Medvirkende: Elijah Wood, Sasha Grey, Neil Maskell m.fl.
Varighed: 97 minutter
  Originalsprog: Engelsk
Distributør: Another World Entertainment
Udgivet: 20. november 2014
Anmeldt af: Jann Kalf Larsen
 
 
Nick Chambers (Elijah Wood) er stor fan af skuespillerinden Jill Goddard (Sasha Grey). Faktisk så stor, at han har lavet og driver et website om den smukke skuespillerinde.

Nick tror, han har vundet et møde med sit idol i forbindelse med et presseevent om hendes kommende film. Men mens følger eventen live på sin computer, bliver han kontaktet på computeren af Chord (Neil Maskell), der påstår at være Jills kampagnemanager.

Chord fortæller Nick, at Jill alligevel ikke ønsker at møde ham. Chord tilbyder at Nick i stedet kan følge skuespillerinden fra sin computer. Nick er først skeptisk, men lader sig relativt nemt overtale.

Men Chord er ikke den, han udgiver sig for at være. Og inden længe, er Nick blot en brik i et meget større og ondskabsfuldt spil, hvor han må gøre ting, han aldrig har drømt om og bliver online-vidne til Jills kidnapning.

Nick beslutter sig for at forsøge, at redde Jill. Men det er slet ikke så nemt, for intet er som det tager sig ud ...

Open Windows er en noget anderledes thriller, selv om den på mange måder giver associationer til flere af Hitchcocks film. Meget af historien udspilles set med hovedpersonens øjne, så man som seer er med fra allerførste parkét.

Filmen sætter fokus på det overvågningssamfund, vi allerede befinder os i. Et samfund, hvor man i bund og grund konstant er overvåget og lokaliserbare - blandt andet via de forskellige elektroniske hjælplemidler, vi alle efterhånden er blevet afhængige af i vores hverdag.

Men Open Windows vender også dette billede om, og sætter fokus på nogle af de skræmmende muligheder, teknologien giver for misbrug. Det er med til at gøre filmen både fascinerende og spændende, men også aktuel og skræmmende.

Problemet, i min optik, er dog, at det får lov at kamme lidt for meget over i et teknologisk overdrev. Derfor virker teknologien ikke helt så overvældende og skræmmende, som instruktøren uden tvivl har sigtet efter, men i stedet mere som lir for lirens skyld.

Og det er virkelig synd. For dagens teknologier er nemlig allerede så avancerede og med så skræmmende perspektiver, at der absolut ingen grund er til at "pynte" på virkeligheden.

Det rent håndværksmæssige, billede og lyd, i Open Windows er egentlig ganske udmærket. Skuespillet er også ganske fint, ligesom historien egentlig er god. Og det trækker op, i min karakterbog, at filmen er totalt uforudsigelig.

Det opvejer dog ikke helt for, at man aldrig lærer en eneste af karakterne at kende bare den mindste smule. Man får, så at sige, ikke rigtig noget at identificere sig ordentligt med.

Derfor ender det lidt som en lidt flad oplevelse. Til trods for det ganske høje spændingsniveau, der ganske fint fastholdes gennem det meste af de 97 minutter, filmen løber over skærmen.

Alt i alt ender Open Windows, i den samlede vurdering, lige over det middelmådige. Men det er alligevel en seværdig film, ikke mindst grundet masser af action, spænding og uforudsigelighed - fra start til slut.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
Alt om det at være katteejet
© 2005-2017