Forside
Forside
Shenmen - akupunktur med hjertet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 56
Olsen-banden på de bonede gulve (2010)
 
 
  Genre: Animation
Instruktør: Jørgen Lerdam
Medvirkende: Martin Buch, Nikolaj Kopernikus, Esben Pretzmann, Annette Heick m.fl.
Varighed: 75 minutter
  Originalsprog: Dansk
Distributør: Nordisk Film
Udgivet: 19. april 2011
Anmeldt af: Jann Kalf Larsen
 
 
Næsten et kvart århundrede efter den sidste Olsen-banden film løb over det store lærred, blev fortællingen om de uheldige, men elskelige forbrydere genoplivet. Ikke som almindelig spillefilm, thi det ville nærmest være helligbrøde, når mange af de oprindelige skuespillere og instruktørerne ikke længere er blandt os.

I stedet er det blevet til en animeret udgave, der nu også er udkommet på dvd. Spilletiden på 75 minutter kan måske umiddelbart synes kort, men det er nu ikke meget kortere end den allerførste historie om Egon, Benny og Kjeld, og deres kup, der - næsten - altid ender galt.

Olsen-banden på de bonede gulve starter med at Egon (Martin Buch) bliver arresteret ved et kup, der går galt. Olsen-banden er af statsministeriet blevet hyret til at stjæle den fjerpen, H.C. Andersen brugte til at skrive alle sine eventyr med. Men endnu engang er Egon og co. blevet snydt.

Egon bliver dog hurtigt løsladt (grundet overbelægning) og, vanen tro, bliver han festligt modtaget af Benny (Nikolaj Kopernikus) og
Kjeld (Esben Pretzmann). Herefter går turen til Valby, hvor kolde pilsnere og Yvonne (Annette Heick) venter.

Egon er følgelig klar til at tage hævn. Fjerpennen skal stjæles tilbage og det samme skal de 30 millioner kroner, Olsen-banden var blevet stillet udsigt for at udføre det oprindelige kup. Men både pennen og pengene befinder sig i Statsministeriet, så der skal en af Egon Olsens finurlige planer til.

På Christiansborg bringer turen udefra og ind i det velbeskyttede Statsministerium minder om Olsen-banden ser rødt fra 1976, hvor Det Kongelige Teater er scenen for et af dansk filmhistories mest spektakulære kup. Blandt de folkevalgte går turen mod målet gennem gruppelokalerne for Enhedslisten (BZ-miljø), Dansk Folkeparti (kolonihave-miljø) og det Radikale Venstre (tjekket cafe-miljø).

Kuppet lykkes, men et par skurkagtige mekanikere blander sig, og Egon må atter kigge langt efter både fjerpen og millioner. Egon må tilmed lide den tort at blive mål for et par varmesøgende missiler, men bliver selvfølgelig reddet af Benny og Kjeld i allersidste øjeblik.

Nu skal millionerne og H.C. Andersen klenodiet endnu engang stjæles tilbage. Og denne gang skal kuppet foregå på Amalienborg, midt under et statsbesøg. Egon og hans trofaste hjælpere slipper selvfølgelig godt fra kuppet. Men kan de holde fast i de mange millioner og den værdifulde fjerpen ...

Alle de velkendte og folkekære karakterer optræder i Olsen-banden på de bonede gulve. Udover trioen, der udgør banden, er der uundgåeligt Kjelds bedre og meget talende halvdel, Yvonne. Dertil kommer fra ordensmagtens side blandt andet kriminalassistent Jensen, mens for eksempel Hallandsen repræsenterer de uundgåelige, kapitalistiske skurke.

På det mere fysiske plan er mange ting også helt som de skal og bør være. For eksempel er Kjeld og Yvonnes lejlighed fortsat den velkendte i Valby (selv om den godt nok sættes til salg, så Yvonne kan komme til at flytte i ejerlejlighed). Også Olsen-bandens foretrukne transportmiddel, en amerikansk flyder af nærmest abnorme dimensioner, er at genfinde.

Men der er også blevet plads til at flette nye figurer ind i historien. Herunder ikke mindst statsministeren i skikkelse af Anders Fogh Rasmussen og Danmarks dronning komplet med gemal og gravvovse. Ny er også filmens muskel-skurk - eller rettere skurke. For de udgøres af mekanikerne Allan og Johnny, der vil gøre alt for at få fingre i Olsen-bandens bytte.

Helt nyt er også rammerne. For Olsen-banden på de bonede gulve foregår i nutiden, hvilket får hovedpersonerne til at virke som anakronismer. Der spilles til dels på dette faktum, men det er langt fra så gennemført som makkerparet Henrik Balling og Henning Bahs ville have gjort det.

Handlingen er temmelig tyndbenet, men det er jo egentlig ikke særegent for denne animerede udgave af Olsen-banden. Faktisk er der ikke den store handling at finde i nogen af de oprindelige film. De er blot så gennemførte, at det giver historierne en ekstra dimension.

Det har ikke været en nem opgave at skulle lave en animeret udgave af et folkeklenodie. For figurerne kommer meget hurtigt til at fremstå karikerede, hvilket da også er tilfældet i Olsen-banden på de bonede gulve.

Til gengæld imponerer stemmerne bag de tegnede figurer. De rammer for de fleste af personerne utrolig godt. Blandt andet er Annette Heick nærmest perfekt til at give den som Yvonnes gennemtrængende røst.

Samlet set er jeg ikke vildt imponeret over Olsen-banden på de bonede gulve. Men jeg er bestemt heller ikke skuffet. resultatet kunne have været meget ringere og udførelsen holder sig egentlig ganske tæt på de oprindelige film. Og det må jo siges at være et succes-kriterie i sig selv.

Alt i alt er de fem kvarter i selskab med Olsen-banden i animeret udgave ikke så ringe en oplevelse endda. Absolut en film, der kan tåle et gensyn eller flere!
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
RadonHuset
© 2005-2017