Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 121
Odds 777 (1932)
 
 
  Genre: Komedie
Instruktør: George Schneevoigt
Medvirkende: Liva Weel, Angelo Bruun, Emanuel Gregers m.fl.
Varighed: 87 minutter
  Originalsprog: Dansk
Distributør: Nordisk Film
Udgivet: 29. maj 2007
Anmeldt af: Ruth Blichfeldt
 
 
Godsejer Rosen (Emanuel Gregers) forærer sin datter, frk. Inga (Inger Stender), et travføl på hendes 15 års fødselsdag. Føllet, der er født på en fredag, får navnet Robinson og spås en stor fremtid på travbanen.

Tiden går, og fire år senere har Robison ikke vist det store. Den fattige køkkenpige Hansy (Liva Weel) er på travbanen og satser fem kroner på Robinson. Desværre slår Robinson over i galop til stor skuffelse for både godsejeren, Inga og ikke mindst Hansy.

Men Hansy har fået en forkert bon og vinder den formidable sum af 527 kroner (ca. 17.233 kroner i dag) og hun beslutter sig for at bruge dem på sig selv.

Hansy tager til det mondæne Marienlyst i Nordsjælland, hvor de rige muntrer sig med dansant, gode middage, tennis og badning. Det er luksus og dyrt. Hun indlogerer sig under navnet Konsulinde H. Hansen og hun nyder det lille skuespil, selvom hun må holde skarpt regnskab med sit forbrug.

På Marienlyst befinder sig også godsejeren, hans datter samt hendes bejler overretssagfører Sadolin (Svend Bille). Inga møder en ung smuk mand under en svømmetur, og hun får et godt øje til ham. Hans navn er Hans Berg (Angelo Bruun) og hans hjerte begynder at banke heftigt for den smukke unge kvinde.

Hans Berg er journalist og under dække som tjener skriver han daglige klummer til avisen om de riges muntre udskejelser på hotellet. Da Inga ser, at han kun er tjener, retter hun igen opmærksomheden mod sin bejler overretssagføreren.

Godsejer Rosen har også fået hjerteflimmer. Han har forelsket sig hovedkulds i "konsulinden" og hans følelser er tilmed gengældte, men Hansy er jo i virkeligheden kun en fattig køkkenpige.

Odds 777 er fra 1932 og Nordisk Film har formået at restaurere den digitalt, så den i dag fremstår som en perfekt film, hvilket giver et ekstra klaptræ. Det er simpelthen så suverænt flot restaureret. Der er intet fnidder på billedsiden, og selve lydsiden er helt renset, så det er en ren nydelse at gense denne dejlige forvekslingskomedie.

Odds 777 er en dejlig komedie med en sprudlende Liva Weel i hovedrollen. Hun var om nogen dansk films store diva, og jeg personligt har altid værdsat og elsket denne kvinde. I Odds 777 giver hun den gas med god humor og dog også sørgmodighed. Det er i denne film, hun synger de uforglemmelige og udødelige klassikere af Kai Normann Andersen Gå med i Lunden og Glemmer du, og ikke et øje er tørt.

Odds 777 er festlig, folkelig og fornøjelig. Den kan nydes af store og små. Jeg kan varmt anbefale at samle hele familien til denne skønne folkekomedie.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
RadonHuset
© 2005-2017