Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 971
Nowhere (1997)
 
 
  Genre: Kult
Instruktør: Gregg Araki
Medvirkende: James Duval, Rachel True, Kathleen Robertson m.fl.
Varighed: 78 minutter
  Originalsprog: Engelsk
Distributør: Another World Entertainment
Udgivet: 7. februar 2013
Anmeldt af: Jann Kalf Larsen
 
 
Dark (James Duval) er en ung mand, der har sit at se til. En dejlig kæreste, der er åbenlyst biseksuel, og stærk, men forvirrende tiltrækning til en homoseksuel klassekammerat.

Han mødes med vennerne på lokale kaffehus for at indtage morgenmaden. Her drejer det meste af snakken sig om en forestående fest og planer om en omgang dåseskjul med indtagelse af stoffer som optakt til festen.

Samtidig udspilles en række sidehistorier, der bringer masser af personer i spil. De fleste med fokus på aftenens store fest.

Det er ikke småting, der udspiller sig op til og under festen. Udskejelser, sprut og stoffer i voldsomme mængder. Voldtægt. Selvmord og selvmordsforsøg.

Efter at have overværet drabet på en pusher, tager Dark hjem fra festen. Her dukker den homoseksuelle klassekammerat op og de ender i samme seng. Og så bliver det først rigtig underligt ...

Nowhere er uden tvivl smækfyldt med symbolik, der kan få klogere mennesker end jeg op at ringe. For mit vedkommende, var filmen dog mest en temmelig alternativ omgang, der trods alt kun åd 78 minutter af mit liv.

Er man til bar hud, uanset kønnet, er der en del. Ligesom mange fetichister uden tvivl ville kunne netop deres isme repræsenteret undervejs. Også s/m-folket vil kunne identificere sig i Nowhere.

Instruktøren, Gregg Araki, har selv betegnet filmen som en slags Beverly Hills 90210 på syre. Bevares, filmen er syret, og flere af skuespillerne fra ovennævnte, populære tv-serie deltager i løjerne, men så er enhver sammenligning vist også udtømt.

Jeg skal ærligt indrømme, at Nowhere langt fra er min kop te. Filmen er en del af en apokalyptisk trilogi og efterfølger til The Doom Generation, men dette sidste indlæg i den samlede fortælling formår ikke at rive mig med.

Bevares, billeder og skuespil kan der ikke sættes en finger på. Men historien er ganske enkelt for rodet og bizar, mens de portræterede er for overdrevent dysfunktionelle efter min mening.

Filmens soundtrack skal have et ord med på vejen, da det er med til at hæve det samlede helhedsindtryk. For det er nemlig slet ikke dårligt og er da også blevet udgivet som cd.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
RadonHuset
© 2005-2017