Forside
Forside
Shenmen - akupunktur med hjertet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 971
Blu-Ray Nobels testamente (2011)
 
 
  Genre: Thriller
Instruktør: Peter Flinth
Medvirkende: Malin Crepin, Björn Kjellmann, Leif Andrée m.fl.
Varighed: 93+7 minutter
  Originalsprog: Svensk
Distributør: Nordisk Film
Udgivet: 9. oktober 2012
Anmeldt af: Ruth Blichfeldt
 
 
Det er den 10. december, og festernes fest afholdes i Stockholms Rådhus. Nobelpriserne skal uddeles og hele forsker-eliten er repræsenteret samt et stort opbud af sikkerhedsfolk.

Pressen er naturligvis også repræsenteret. Blandt andet Annika Bengtzon (Malin Crepin) fra Kvällspressen er til stede i gallakjole. Kongehuset har lige forladt bygningen, og der er nu budt op til dans i Guldsalen.

Egentlig er hun mest stemt for at tage hjem, men redaktionen ønsker lidt mere kendis-stof, og da fotografen er forduftet, bliver Annika. Under en dans med en forsker i biokemi, Bernhard Thorell, kommer hun til at støde ind i en smuk kvinde i en guldkjole.
.
To sekunder efter har kvinden trukket en pistol og skudt den kontroversielle prisvinder, den israelske forsker Aaron Wiesel, samt Nobelkomiteens formand Caroline von Behring.

Eftersom Annika har set gerningskvinden, er hun kronvidne og bliver derfor pålagt tavshedspligt. Dette huer hende ikke, men hun må følge påbuddet.

Hun bliver midlertidigt flyttet fra kriminalredaktionen til "Byliv", og her får hun mulighed for at skrive en artikel om Caroline von Behring.

Mens hele verdenspressen svælger i skuddramaet under Nobelprisuddelingen og konspirerer om terrorangreb, Neue Jihad og andre terrorceller, går Annika helt andre veje.

For måske var det ikke den omdiskuterede stamcelleforsker Wiesel, der var målet ... men derimod Caroline von Behring.

Svenskerne kan noget med krimier. Både på skrift og på film. Tag bare Kriminalkommisær Beck-serien, Wallander, Van Veeteren-serien og Irene Huss-serien.

Nu er den ukronede svenske krimi-dronning Liza Marklunds serie om kriminalreporteren Annika Bengtzon kommet på dvd og Blu-ray.

Nobels Testamente er den første af seks udgivelser. De næste fem er: En Plads i Solen, Studio Sex, Den Røde Ulv, Prime Time og Livstid.

Det tegner rigtig godt. Nobels Testamente fænger fra start til slut, især takket være Malin Crepin som Annika Bengtzon. At der også vanen tro i svensk krimi-historie er flettet lidt personlige skærmydsler ind, gør at karakteren virker troværdig og ægte.

Instruktøren Peter Flinth er en, der kan sit håndværk. Han har stået bag blandt andre Arn-filmene og familiefilmen Fakiren fra Bilbao.

Selve plottet i Nobels Testamente er godt og gennemtænkt. Der er kredset om de små detaljer, men der er nogle få huller, der ikke ikke bliver lukket til.

Men det kan jo være, at de vil blive lukket i en af de næste udgivelser. Det kan ikke udelukkes. Jeg har dog ikke smugkigget på de andre titler, så jeg ved det ikke.

Persongalleriet er stort og farverigt. Der er mange personer at holde styr på, og dette kan godt virke lidt forstyrrende i starten. Men mon ikke, man hurtigt får personerne på plads efterfølgende i de næste film?

Jeg tvivler ikke et sekund på, at de gennemgående karakterer vil udvikle sig endnu mere, og dette glæder jeg mig til. Så jeg ser i den grad frem til den næste udgivelse. Personligt glæder jeg mig til at følge udviklingen mellem Annikas største problem på hjemmefronten: Hendes nye nabo med en søn fra helvede.

Nobels Testamente udkommer på Blu-ray i formatet HD1080p 16:9. Både billede og lyd er knivskarpe og en ren fornøjelse at se og høre.

Hvis man, som jeg, elsker gode gedigne svenske krimier, er Nobels Testamente et must på hylden og i afspilleren. Man kan sagtens se den igen og igen.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
RadonHuset
© 2005-2017