Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 971
No (2012)
 
 
  Genre: Drama
Instruktør: Pablo Larraín
Medvirkende: Gael García Bernal, Alfredo Castro, Antonia Zegers m.fl.
Varighed: 113 minutter
  Originalsprog: Spansk
Distributør: Another World Entertainment
Udgivet: 10. juli 2014
Anmeldt af: Ruth Blichfeldt
 
 
I 1973 væltede den chilenske hær præsident Salvador Allende og general Augusto Pinochet overtog kontrollen med landet.

Han styrede det hårdt, ubarmhjertigt og krænkede menneskerettighederne ustandseligt. Efter 15 års diktatur blev han mødt med et stigende internationalt pres om at legitimere sit regime.

Således blev Pinochet tvunget til i 1988 at afholde folkeafstemning om. Ville folket have ham som præsident for endnu en 8-års periode eller skulle "tronen" overgives til anden side?

Et valg kræver som regel også en valgkampagne. Denne kampagne er sat til at vare 27 dage med et kvarters daglig tv-reklame for såvel ja-siden som nej-siden.

Kommunisten José Tomás Urrutia (Luis Gnecco) henvender sig til reklamemanden René Saavedra (Gael García Bernal), og vil have ham til at forestå oppositionens Nej-kampagne. Der skal dog meget overtalelse til, da opgaven ikke er helt ufarlig.

Men trods dette, indvilliger René og hans team at gøre et forsøg. Det er ikke verdens nemmeste job. Ressourcerne er små og de er under konstant overvågning fra Pinochets efterretningstjeneste.

De ved alle, at de sætter deres liv på spil med denne Nej-kampagne. De må bruge snilde, list og, ikke mindst, humor - dels for at vinde valget for oppositionen, dels for at bibeholde livet ...

No er baseret på den virkelige historie om den nok mest geniale og risikable tv-kampagne mod et diktatur, man kommer til at se. Og det er noget af en dristig historie.

Filmen er godt krydret med gamle sort/hvid-optagelser fra Pinochets Ja-kampagne. Samt optagelser fra optøjer, demonstrationer og politibrutalitet.

Jeg kan levende forestille mig den rædselsfulde spænding, der har været tilstede hos René og hans team under selve valget den 5. oktober 1988, hvor de fulgte stemmeoptællingen. De var jo godt klar over, at det kunne være nedtællingen på deres liv.

Skuespillet er fint, især Gael García Bernal i rollen som reklamemanden, der turde tage chancer, giver et fint og troværdigt indtryk. Historien er fin og ikke mindst spændende. Den viser også, hvor meget reklame og medier er eller kan være en magtfaktor.

No er den første chilenske film, der er blevet nomineret til en Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film. Den var i konkurrence med canadiske War Witch, danske En kongelig affære og norske Kon-Tiki, hvor det jo blev franske Amour, der løb med statuetten.

Jeg kan varmt anbefale at sætte tid af til No. Det er en god og spændende, historisk fortælling om en risikabel og innovativ tv-kampagne, der gav startskuddet til en ny epoke i Chiles historie.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
RadonHuset
© 2005-2017