Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 971
Nattergalen (2013)
 
 
  Genre: Drama
Instruktør: Philippe Muyl
Medvirkende: Baotian Li, Xiaoran Li, Xin Yi Yang, Hao Qin m.fl.
Varighed: 96 minutter
  Originalsprog: Mandarin
Distributør: Another World Entertainment
Udgivet: 21. maj 2015
Anmeldt af: Ruth Blichfeldt
 
 
Den lille familie Zhu, bestående af far Chong Yi (Hao Qin), mor Quan Ying (Xiaoran Li) og pigebarnet Ren Xing (Xin Yi Yang) er en fortravlet familie. De halser gennem hverdagen uden egentlig at være tilstede for hinanden. Det er lige før, de slet ikke bemærker hinanden, når de endelig kortvarigt mødes.

Mor og far hænger mest i mobiltelefonen, mens de haster fra det ene møde efter det andet. De har travlt med at pleje deres karrierer og har egentlig ikke meget tid til Ren Xing. Hun har selv travlt med sin skole, ballet og pianospil. Der er nok at se til.

Nu står ferien for døren. Far er blevet kaldt til møde i udlandet, og mor er pludselig blevet bedt om at tage til forretningsmøde i Paris. Heldigvis kan husassistenten Lan tage sig af Ren Xing. Hvis det ikke lige var, at hun to måneder tidligere havde fået fri netop i den uge.

Det havde mor glemt alt om, og nu er gode råd dyre. Hun må bide i det sure æble og bede bedstefar Zhi Gen (Baotian Li) om at tage sig af barnet. Bedstefar og far har ikke talt sammen i fire år, og han er bestemt ikke velset hos faderen.

Men hvad far ikke ved, har han ikke ondt af. Zhi Gen skal på rejse til sin gamle landsby, hvor han har en mission. Han tager Ren Xing med. Han har også sin elskede nattergal med. En fugl, der har fulgt ham i 18 år og er hans bedste ven.

I starten af rejsen opfører Ren Xing sig som en møgforkælet unge, der er trodsig og sur. Hun er bestemt ikke glad for at være sammen med sin bedstefar. Hun er bedøvende ligeglad med rejsen, naturen og bedstefar. Hun hader myg, er bange for dyr og bryder sig ikke om at blive beskidt.

Men som rejsen skrider frem, finder de to mere og mere sammen. De begynder at tale sammen og får opbygget et godt venskab ...

Nattergalen (Ye Ying - Le promeneur d'oiseau) er en ualmindelig smuk og tankevækkende film. Man kan ikke undgå at komme hele følelsesregistret igennem: Irritation, glæde, sorg, smil og tårer. Ja, okay, handlingen bliver måske lidt rørstrømsk, men det skader den bestemt ikke.

Billedsiden er umanerlig smuk og bjergtagende. Man bliver suget ind i denne - måske for os - fremmedartede verden og man vil bare have mere.

De to hovedrolleindehavere Xin Yi Yang (Ren Xing) og Baotian Lin (Zhi Gen) er helt fænomenale i deres med- og modspil. Baotian Li især som bedstefaderen, der lever under devisen: "Man skal ikke have travlt for at have travlt" og giver kontrasten til Ren Xing. Det moderne barn af karriereforældre og overladt til mobiler, iPads og anden digital virkelighed.

Men også forældrene, glimrende spillet af Xiaoran Li (mor) og Hao Qin (far), er ganske godt gengivet som de travle mennesker i en yderst hektisk og prestigefyldt hverdag, hvor man bare glemmer sig selv og sine nærmeste. Altså det allervigtigste. For ikke at tale om vigtigheden af at trække vejret dybt og tale sammen.

Alt i alt kan jeg kun anbefale Nattergalen. Det er en fantastisk hjertevarm og smuk film om det, der betyder mest i livet: Kærligheden til livet og ikke at have så travlt, så livet bare suser forbi.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
Akupunktur og massage
© 2005-2017