
Pablo Picasso kom til verden i efteråret 1881 i det sydlige
Spanien. Man skulle næsten tro, han havde royale aner, for han blev døbt Pablo Diego José Francisco de Paula Juan Nepomuceno María de los Remedios Cipriano de la Santísima Trinidad Mártir Patricio Ruiz y Picasso. Noget af en mundfuld at skulle have stående på visitkortet.
Picasso er blevet kaldt et af det
20. århundredes største malere og var blandt andet med til at grundlægge
kubismen. Maleren
eksperimenterede dog med kunstarter hele sin aktive karriere og var altid på forkant eller forud for sin tid i sin kunstneriske udtryksform.
Inden Picasso døde i 1973 i Sydfrankrig havde han også kastet sig over andre kunstformer, blandt andet
skulpturer. I denne franske dokumentar fokuseres der på malerierne og hvordan de blev til.
Mysteriet Picasso (Le mystère Picasso) giver ikke noget indblik i mennesket Picasso. Til gengæld giver den et enestående indblik i kunstnerens
skaberproces, når det handler om at udtrykke sig på et lærred.
Dokumentaren blev udelukkende en realitet på grund af Picassos nære venskab med spillefilmsinstruktøren
Henri-Georges Clouzot, der fik overtalt Picasso til at medvirke og male foran kameraet i et studie. Og male bliver der i stort set hele den halvanden time
Mysteriet Picasso varer.
Det er således
billede efter billede, man som tilskuer får lov at se blive skabt. Unden nogen form for forstyrende elementer som kunstner, pensler eller lignende.
Selv om kunstneren selv optræder undervejs, så er fokus på malerierne. Særlige,
gennemsigtige lærreder, skabt til formålet, og med såkaldt
stop-motion optageteknik, der speeder processen op, holder fokus på kunstværkerne.
Og ja, det er da
fascinerende, at se hvordan billederne udvikler sig inden de endelige resultater. Men, hånden på hjertet, det begynder hurtigt at virke en kende
ensformigt.
Selv om det er en sjælden oplevelse, man får lov at være vidne til, er der ingen tvivl om, at man skal være meget
kunstinteresseret eller meget interesseret i Picassos værker for at få det fulde udbytte af
Mysteriet Picasso.
Jeg synes selv, jeg har en ganske pæn interesse for kunst. Men bestemt ikke nok til, at denne dokumentar kunne holde mig fænget fra start til slut. Men ok, jeg har så heller aldrig været den store Picasso-fan ...
At
Mysteriet Picasso er en perle for kendere og yndere er der dog næppe den store tvivl om. Filmen er således også i 1984 blevet udnævnt som et
nationalklenodie af den franske regering.