Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 971
Mor & Søn (2013)
 
 
  Genre: Drama
Instruktør: Calin Peter Netzer
Medvirkende: Luminita Gheorghiu, Bogdan Dumitrache, Natasa Raab m.fl.
Varighed: 108 minutter
  Originalsprog: Rumænsk
Distributør: Another World Entertainment
Udgivet: 14. august 2014
Anmeldt af: Ruth Blichfeldt
 
 
Overklasseløget Cornelia (Luminita Gheorghiu) er en succesfuld scenograf såvel som arkitekt. Hun er gift med Relu og sammen har de sønnen Barbu (Bogdan Dumitrache).

Barbu er en mand og er på tredje år kæreste med Carmen. Men hun er slet ikke god nok for Barbu, set med Mors øjne. Overhovedet ikke. Mor ser stadig sin søn som et lille barn, og han gør oprør ved at afvise hende og være uforskammet overfor hende.

Hun vil være i hans liv - eller omvendt: Hun vil have, at han er tilbage i hendes liv. Og han kæmper med næb og kløer for at det ikke sker. Indtil den 6. marts, hvor hans liv tager en drejning.

Han kører med 140 km/t, hvor den tilladte hastighed er 110, og han kører en 14-årig dreng ihjel. Selvom han egentlig ikke vil have sin mor indblandet i tragedien, brager hun igennem som MOR for at redde sin søn fra sigtelsen for manddrab ...

Mor & søn (Pozitia copilului) er et drama med et meget stort D. Det emmer af socialrealisme, indestængte følelser og had/kærlighed. Det er fremragende.

Denne skildring af en mors betingelsesløse kærlighed til sin søn, er formidabel. En kærlighed, der er så manipulerende, dominerende og omklamrende, at sønnen gengælder kærligheden med betingelsesløst had, afvisning og disrespekt overfor sin mor.

Dette er meget stærkt og hjerteskærende gengivet. Så meget, at man sidder tilbage med en stor klump i halsen - og alligevel med en forfærdelig følelse af irritation og vrede.

Det er blændende spillet af Luminita Gheorghiu (Mor Cornelia) og Bogdan Dumitrache (Barbu). Men det er især Luminita Gheorghiu, der trumfer igennem som den mest irriterende mor, jeg længe har mødt.

Bare hendes evindelige mobiltelefonringeri med en ringetone af Bachs Cello Suit No1 Prelude gik mig til sidst rigtig meget på nerverne.

Jeg er desværre ikke så bekendt med rumænske film, andet end Hr. Lazarecus sidste rejse, der så absolut også er værd at bruge tid på. Det er en anden indgangsvinkel på dagliglivets problemer og dilemmaer.

Jeg kan varmt anbefale at se Mor & Søn. Det er en meget smertelig film. Den viser på bedste vis, hvor besværlige og svære forældre er at opdrage på, når man selv er blevet voksen og vil kappe navlestrengen. Og selv få et liv uden indblanding fra MOR.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
Akupunktur og massage
© 2005-2017