Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 971
Mord i Gorky Park (1983)
 
 
  Genre: Krimi
Instruktør: Michael Apted
Medvirkende: William Hurt, Brian Dennehy, Lee Marvin m.fl.
Varighed: 123 minutter
  Originalsprog: Engelsk
Distributør: Criterion Film
Udgivet: 5. oktober 2009
Anmeldt af: Jann Kalf Larsen
 
 
En kold vinteraften finder politiet tre lig begravet i sneen nær skøjtebanen i Gorky Park i Moskva. Ligene er blevet skudt på tæt hold, og har fået skåret ansigtshud og fingerspidser af, så de er umulige at identificere. Politimanden Arkady Renko (William Hurt) bliver sat på sagen og går i gang med den nærmest umulige opgave.

Renko fatter hurtigt mistanke til at udlændinge er involveret og snart efter finder han bevis for, at en af de dræbte er amerikaner. Samtidig ser det ud til, at den magtfulde, kommunistiske efterretningstjeneste, KGB, er involveret på den ene eller anden måde.

Et par skøjter på det ene lig leder ham til en pige, som tydeligvis ved mere end hun vil ud med. Samtidig dukker en amerikansk politimand, William Kirwill (Brian Dennehy), op og blander sig i efterforskningen.

Efterhånden som efterforskningen skrider frem, finder Renko ud af identiteterne på de dræbte, hvoraf den ene viser sig af være broderen til den amerikanske politimand, Sporene leder desuden mod den skruppelløse, amerikanske forretningsmand Jack Osborne (Lee Marvin).

Noget stort er tydeligvis på spil og Renko føler sig samtidig åndet i nakken af chefer og KGB. I en grad, så han ikke kun begynder at frygte for sit job, men også sit eget liv.

Handlingen i Mord i Gorky Park (Gorky Park) udspiller sig fortrinsvis i Moskva, men når mod slutningen også at tage en afstikker til et af vore broderlande. Historien er både god og fængende, med godt, solidt skuespil i alle de vigtigste roller.

Filmen blev til under den kolde krig og er derfor, af indlysende politiske grunde, ikke indspillet i Moskva. Man kunne ellers godt forledes til at tro det, når personerne bevæger sig rundt i de dystre og grå gader, der skal forestille at være Moskvas forstæder.

Billederne snyder dog, for i stedet er det Gamla Stan i Stockholm, der udgør de fysiske rammer for udendørsscenerne. Senere i filmen, hvor handlingen rent faktisk foregår i Stockholm, giver sollys ogstemning et helt anderledes og mere indbydende billede af den samme hovedstad. Det siger en del om den magi, kameraet kan skabe ...

Jeg kan anbefale denne film, der er baseret på en roman af Martin Cruz Smith. Har man allerede læst bogen, vil man ikke føle sig helt på udebane, da filmen følger bogen ganske tæt det meste af vejen. Det er en god krimi med nogle overraskende udviklinger undervejs og et godt, fortættet klimaks.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
RadonHuset
© 2005-2017