

Græsk-australske
Steve (Nick Giannopoulus) lever og ånder for sin bil. Han bedste ven med italienske rødder,
Frank (Vince Colosimo), lever og ånder for sine mangfoldige, kvindelige erobringer.
Ingen af dem har drevet det vidt. Heller ikke
økonomisk. Og en dag, da det ser allermest sort ud, bliver Steve ringet op af sin græske
familie.
En
rig onkel er død, og Steve står til at arve en formue, hvis ellers han smutter til græske
Mykonos for at gøre krav på sin arv. Så Steve drager af sted med første fly og med sig tager han Frank.
Der er dog bare et lille men omkring arven til en værdi af adskillige
millioner euro. For at kunne beholde den, skal Steve betale en
arveafgift på lidt oven en million euro. Penge som hverken Steve eller Frank har, og ikke har de store chancer for at skaffe.
Frank er selvfølgelig også mere interesseret i at jagte piger. Så mens Steve forsøger at få sin arv til at generere noget
indtægt til at betale arveafgiften med, arbejder Frank på at tage titlen som Mykonos' største
kvindenedlægger.
I kulissen lurer playboyen
Mihali, som hellere end gerne vil overtage den strand, Steve har arvet. Mihali er dog ikke helt hvad han giver sig ud for. Samtidig er et par tyske
arkæologer, nogle smukke hunkønsvæsner og en
ged blandet ind i forviklingerne.
Min store fede græske arv er både plat og forudsigelig. Og
stereotyperne står nærmest i kø for at blive præsenteret på lidest flaterende måde. Men filmen er også særdeles
underholdende.
Så ja, man ved joken kommer og at den nok er plat, men måden det bliver serveret på, er sgu det, der
tager kegler. For det skinner tydeligt igennem, at holdet bag
Min store fede græske arv selv har moret sig, mens arbejdet stod på.
Bevares, det er ikke en film, der vil løbe med mange anmelderroser eller store priser. Men tager man filmen for hvad det er, nemlig
uforpligtende underholdning, så er resultatet mere end bestået.
Er du til halvanden times let underholdning, hvor
lattermusklerne bliver motioneret jævnligt, går du ikke helt galt i byen med
Min store fede græske arv.