Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 971
Min søns familie (2013)
 
 
  Genre: Drama
Instruktør: Hirokazu Koreeda
Medvirkende: Masaharu Fukuyama, Machiko Ono, Yôko Maki, Keita Ninomiya m.fl.
Varighed: 117 minutter
  Originalsprog: Japansk
Distributør: Another World Entertainment
Udgivet: 16. oktober 2014
Anmeldt af: Ruth Blichfeldt
 
 
Keita Nonomiya blev født den 28. juli på Maebashi Hospitalet - et lille lokalt hospital.

Nu - seks år senere - er Keita (Keita Ninomiya) i gang med at kvalificere sig til grundskolen. Som det er skik og brug i Japan, er det benhårdt arbejde for at komme ind. Der er diverse eksamener, prøver, opgaver og interviews.

Far Ryota (Masaharu Fukuyama) er en fremadstræbende og hårdtarbejdede arkitekt, der er af den mening, at det kun er godt at lære at arbejde hårdt allerede fra barnsben. Så man er gearet til at knokle i sit voksenliv.

Mor Midori (Machiko Ono) har en lidt anden opfattelse og vil meget gerne have, at faderen er mere sammen med sin søn og bare lege. Men ... dagligdagen består af eksamener, klaverspil og lektier for Keitas vedkommende og for fars vedkommende lange arbejdsdage og hårdt arbejde.

Indtil den dag telefonen ringer hjemme hos familien Nonomiya. Det er Maebashi Hospital, der desværre må meddele, at Keita ikke er deres søn. Der er sket en forbytning af to spædbørn. Den skæbnesvangre 28. juli seks år tidligere.

Det kommer naturligvis som et chok. Mor og far mødes med de andre forældre, familien Saiki, der i realiteten har Nonomiyas søn.

Saiki-familien er en lidt anden standard. Familien har flere børn. Far Yukari (Yôko Maki) er isenkræmmer, elsker at lege og bare være til. Det samme er mor Yudai (Rirî Furankî), til trods for at hun inderst inde gerne vil have lidt mere struktur i dagligdagen.

Deres søn, Ryosei (Shôgen Hwang), som jo er - rent biologisk og genetisk set - familien Nonomiyas, er stik modsat Keita. Selvom han også er i gang med foreksamener til grundskolen, er han meget udadfarende og helt sin egen.

De to familier bringes sammen, med henblik på at bytte børnene om. Eller muligvis vil det fungere, hvis en af familierne adopterer den anden søn. Men er det en god ide eller kan det lade sig gøre?

Familien Saiki er, set med Ryotas øjne, uansvarlige, hippie-agtige og alt, alt for lempfældige. Men alligevel må han forsøge at samarbejde med dem. Og han lærer, trods alt, en hel del undervejs.

Min søns familie (Soshite chichi ni naru) er en ren nydelse at opleve. Billedsiden er smuk og historien er yderst tankevækkende. For engang imellem må voksne tilsidesætte dem selv og deres behov, og kigge mere på barnets tarv og behov.

Et af de store spørgsmål, der indirekte er oppe at vende i problematikken, er om genetik og blod er tykkere end vand? Eller kan man stadig elske sit barn, selvom det senere viser sig, at det ikke er ens eget?

Omvendt, kan man elske et barn, man ikke kender? Selvom man deler samme blod?

Og kan man i det hele taget, rette bod på fadæsen?

Rigtigt gode dilemmaer og tematikker, der skildres på fornem japansk vis. Det er helt klart en fordel, hvis man har en lille smule kendskab til japansk kultur og levevis. For den er milevidt fra den danske og kan virke meget overfladisk og kold.

Men det er helt normalt i Japan, at stræben og ambitioner om at være den bedste, allerede kommer ind med modermælken. Derfor er det kulturchok, far Ryota udsættes for, så flot gengivet.

Jeg kan kun varmt anbefale Min søns familie. Det er et meget stærkt drama om følelser, familierelationer, venskaber og hengivenhed. Så bare sæt den i afspilleren og få noget at tænke over.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
Akupunktur og massage
© 2005-2017