I den lille australske by Mount Waverly på Lamington Drive bor den 8-årige, lettere overvægtige Mary Daisy Dingle med det store modermærke i panden.

Hendes yndlingsfarve er brun, hun elsker tegnefilmsfigurerne The Noblettes, hendes far arbejder på den lokale teposefabrik, hvor han sætter snore i poserne, hendes mor drikker og stjæler, og så er hun forelsket i naboens dreng, den stammende græker Damien.

På den anden side af kloden - i New York - sidder den 44-årige, fede Max Jerry Horovitz. Tidligere jøde, nu ateist og prøver at skabe orden i en asymmetrisk verden. Han går til møder i Anonyme Grovædere hver torsdag, har Asperger syndrom, passer sin guldfisk og forsøger at leve i sin egen forståelse af sit syn på verdenen.

Skæbnen vil, at lille Mary vil vide om amerikanske børn også kommer fra bunden af et ølglas, som hun er blevet fortalt at australske børn gør, og hun finder en tilfældig adresse i en telefonbog på posthuset. Denne adresse er Max' og hun skriver til ham.

Dette bliver det mest mærkværdige pennevenskab, verdenen nok endnu har hørt om. Gennem mere end 22 år udveksler de to vidt forskellige mennesker meninger, spørgsmål og synspunkter om livets små og store finurligheder. De har dog en del til fælles: Chokolade, The Noblettes og den gabende ensomhedsfølelse, der kan føles så knugende, hvad enten det er i en lille piges hjerte eller en midaldrende mands.

Mary and Max er en ler animationsfilm, og jeg vil nok mene, at det er for voksne. Børn kan da sagtens se med. Der er intet anstødeligt eller voldsomt i den, men jeg tror ikke, at de vil få det store ud af den - andet end en god slummer.

Det er mange forskellige emner, de to pennevenner fra hvert sit kontinent, kommer rundt om. Mobning, agrofobi, fattigdom, forelskelse, depression, selvmord - ja, stort set bliver alle livets nuancer berørt. Holdt i sort/hvid. Det er kun de ting, der betyder noget, der får en farve.

Mary and Max er en meget gribende og rørende historie, og jeg tror, hele følelsesregistret blev luftet gennem de 80 minutter. Stemmerne passer perfekt og bliver blandt andet leveret af Bethany Whitmore (den unge Mary), Toni Collette (den ældre Mary), Philip Seymour Hoffman (Max) og Barry Humphries som fortælleren.

Det er Adam Elliots første spillefilm og den havde premiere på Sundance Film Festival i 2009. Som den første animerede film og tilmed første australske film i festivalens 25 årige historie. Mary and Max har vundet et utal af priser, blandt andet den meget eftertragtede Krystalbjørn på Berlin Festivalen.

Det tog fem år at lave Mary and Max, kostede 8,3 million australske dollars og krævede et hold på over 120 personer samt et hold af seks animatorer, der arbejdede uafbrudt i 57 uger.

Mary and Max er en af den slags fortællinger - endda baseret på en sand historie efter sigende - der kan ses igen og igen. Der er så mange små detaljer og facetter, at man hele tiden opdager nye.

Jeg kan varmt anbefale Mary and Max, men man skal lige have i mente, at selvom det er en animationsfilm, er den på ingen måde en lårklaskende grinebidderfilm. Det er en smuk, hjertevarm fortælling om to ensomme mennesker. Serveret med et dejligt lunt glimt i øjet og et lille smil på læben.