Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 256
Make-Out With Violence (2008)
 
 
  Genre: Drama
Instruktør: Deagol Brothers
Medvirkende: Eric Lehning, Cody DeVos, Leah High m.fl.
Varighed: 105 minutter
  Originalsprog: Engelsk
Distributør: Another World Entertainment
Udgivet: 22. november 2011
Anmeldt af: Ruth Blichfeldt
 
 
Tvillingebrødrene Patrick (Eric Lehning) og Carol (Cody DeVos) samt deres lillebror Beetle (Brett Miller) knyttes tæt sammen af en fælles sorg.

Den syttenårige Wendy (Shellie Marie Shartzer) er forsvundet og regnes for død. Patrick var dybt forelsket i hende. Carol sværmer for hendes veninde, Addy (Leah High), og nu når Wendy er væk, er det sværere at komme tæt på Addy. Og Beetle mangler sin babysitter.

Wendy var en livsglad, smuk 17-årig pige, desværre kæreste med Brian (Josh Duensing) og venner med den fanden-i-voldske Rody (Jordan Lehning), der også er ven med tvillingebrødrene.

Efter mindehøjtideligheden for Wendy tager Carol og Beetle ud på landet, og her finder de liget af Wendy. Eller rettere - de finder Wendy. Hun er hverken død eller levende.

Eftersom Rody, hvis forældre altid er på ferie, er alene i huset og i et anfald af kedsomhed selv er kørt på ferie, står Rodys hus tomt, og brødrene får transporteret den halvlevende Wendy dertil.

Patrick bliver glad. Rigtig glad, for nu har han Wendy helt for sig selv. De placerer hende i badekarret, og Patrick går op i hendes ve og vel med entusiasme. Endda så meget, at han nu vil have Carol koblet sammen med Addy, så han helt er fri for sin bror.

Det bliver en meget mærkelig sommer for de tre brødre ...

Make-out With Violence er en meget meget underlig film. Og meget svær at sætte i en genrebås. Den er ikke en zombie, den er ikke et drama, den er slet ikke en komedie eller noget som helst andet. Den er helt unik og sært fascinerende.

Historien fortælles af Beetle, og dette tager brodden af den egentlig groteske handling. Derudover er det fantastiske soundtrack medvirkende til, at man får en feel-good oplevelse af at se en halvdød/levende pige, der går mere og mere i forrådnelse.

Jeg ved godt, at dette lyder, som om jeg er moden til en alvorlig snak med min psykolog.Men se Make-out With Violence og lur mig, om du ikke også vil sidde med et lille smil på læberne undervejs.

Det er første gang, og nok også den sidste gang, at jeg betegner en zombie film som et poetisk, rørende kærlighedsdrama. Det er lige før, at det er sanselig nydelse.

Make-out With Violence er en smuk film samtidig med at det er en meget bizar film. Der er før lavet film med stort set samme tema, som for eksempel Deadgirl, men jeg vil mene, at Make-out With Violence slår den med et par længder.

Make-out With Violence har stort set det hele: Kærlighed, drama, spænding, blod og en yderst obskur handling. Der er lidt for enhver smag.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
Akupunktur og massage
© 2005-2017