Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 971
Made in France (2015)
 
 
  Genre: Drama
Instruktør: Nicolas Boukhrief
Medvirkende: Malik Zidi, Dimitri Storoge, François Civil, Nassim Si Ahmed m.fl.
Varighed: 89 minutter
  Originalsprog: Fransk
Distributør: Another World Entertainment
Udgivet: 7. juli 2016
Anmeldt af: Ruth Blichfeldt
 
 
Sam El Kansoure (Malik Zidi) er af blandet herkomst. Hans mor er franskmand og hans far algierer.

Dette giver ham en stor fordel i sit journalistiske arbejde med at gå under-cover i det fundamentalistiske miljø. Det har han arbejdet på et halvt års tid, og han er nu inde i en lille gruppe.

Gruppen består af lederen Hassan (Dimitri Storoge), der konverterede til Islam, da han var i fængsel, Driss (Nassim Si Ahmed), Christophe (François Civil), der har taget det arabiske navn Abou Youssef, og Sidi (Ahmed Dramé).

Sam bor på hotel og har stort set ingen forbindelse til sin kone Laure (Judith Davis) og deres lille søn Malik. Han må beskytte dem mod gruppen, for de er helt ude i fanatisme og had til Vesten og Vestens levemåde.

Gruppen danner en terrorcelle og begynder med første fase: "Taqiyya" - at skjule sin tro. De skal barbere skægget af, og begynde at ryge og drikke, for at kunne falde ind i det almindelige, franske samfund uden at vække mistanke.

Dernæst er fase to: "Jihad" - hellig krig.

Sam bliver mere og mere infiltreret i gruppen og bekymrer sig meget over det forestående attentat, de lægger op til. Han henvender sig derfor til det franske efterretningsvæsen. Og nu spiller han på to heste ...

Made in France er en højaktuel film, der rører ved et meget følsomt emne i disse tider. Det er meget modigt af instruktøren, Nicolas Boukhrief, at tage emner op som terrorisme, radikalisering og Islam, uden at komme med løftede pegefingre eller politiske bøvs.

Historien er godt fortalt og yderst spændende. Man kan ikke helt forudsige begivenhedernes gang, hvilket jeg personligt holder meget af.

Skuespillet er fint, især er Dimitri Storoge i rollen som Hassan eminent. Han spiller med en glød og intensitet, der sjældent ses. Men også Malik Zidi i rollen som Sam er god.

Man kan mærke hans frustationer og frygt, jo længere ud - eller ind - han kommer ind i det fundamentalistiske miljø. Og selvom han foragter dem, betragter han dem også som brødre noget af tiden.

Dette viser han på fornemmeste vis og giver dermed sin karakter både svaghed og styrke.

Made in France er meget realistisk. Den skulle have haft fransk biografpremiere den 18. november 2015, men fem dage før skete de frygtelige angreb mod Charlie Hebdo, og premieren blev indstillet grundet dens realisme samt respekt for ofrene og deres pårørende.

Jeg kan på det varmeste anbefale Made in France. Den giver et virkelighedstro billede af terrorens grimme ansigt og giver spænding lige til det sidste.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
Alt om det at være katteejet
© 2005-2017