Kriminalbetjenten David Lindholm findes skudt i sin lejlighed.

Han er en af Sveriges mest kendte kriminalbetjente, kendt fra tv-programmet Brottsplats i Sverige og en vellidt mand. Både i politiet og i offentligheden.

Hans hustru Julia (Sandra Andreis) bliver hurtigt mistænkt for mordet. Hun lider af en fødselsdepression og blev fundet i lejligheden, i dybt chok.

Derudover mangler ægteparrets 4-årige søn Alexander. Mistanken går nu på, at Julia i et anfald af depression har skudt sin mand og sandsynligvis også myrdet sin søn.

Kvällspostens kriminalafdeling går straks i gang med historien. Og der bliver hurtigt krattet hul i det pæne image, David havde.

Han var ikke så fin, retskaffen og tiltalende som hidtil antaget. Annika Bengtzon graver dybere og dybere, og finder en dyb dyster historie under alle lagene.

Annika selv er i dyb krise. Hun og Thomas er gået fra hinanden. De kæmper om forældremyndigheden over børnene Emma og Kalle. Thomas mener selv, at han har gode chancer for at få fuld forældremyndighed, da han er i stabilt arbejde og i et nyt, endnu mere stabilt forhold med Sophia.

Det er svenske Liza Marklunds serie om kriminalreporteren Annika Bengtzon, der nu er blevet filmatiseret. Livstid er den femte af foreløbig seks udgivelser.

De fire første var Nobels Testamente, Prime Time, Hedebølge og Røde Ulv. Som rosinen i pølseenden kommer En plads i solen.

Man kan tydeligt mærke, at en ny instruktør, Ulf Kvensler, er kommet på i Livstid. Han lader seerne følge historien både journalisten Annika Bengtzons side og fra den anden vinkel, nemlig fra den mistænktes side.

Dette puster endnu mere liv i plottet og giver ekstra meget troværdighed, for ikke at tale om spænding. For spænding er der fra start til slut.

Den mistænkte og anklagede hustru Julia spilles fremragende af Sandra Andreis. En anden birollekarakter, er veninden og kollegaen Nina, spillet af Ellen Mattsson, der trodser uskrevne regler, og også betaler prisen, skal også fremhæves.

Livstid er en god svensk krimi i høj klasse. Men man skal unde sig selv at se de foregående Annika Bengtzon-film, selv om filmene sagtens kan ses uafhængigt af hinanden.

Personerne udvikler sig mere og mere, og det ville være synd at snyde sig selv for det.