

Alle kender vist det dejlige, men dog grumme, eventyr om
Snehvide fra Brødrene Grimms fjerpenne.
Måske netop derfor skal man unde sig selv at se denne version, som
Tarsem Singh står bag. Det er en helt forfriskende omskrivning af historien om en
prinsesse, der skal grueligt meget igennem for at få sin
prins.
Snehvide (Lily Collins) lever på det store slot. Hendes mor døde i barselssengen, og hendes far,
Kongen, opdrog Snehvide alene, indtil han indså, at det ikke er alt en far kan bidrage med til en datter. Så han giftede sig med den hovmodige, ondskabsfulde, men dog så smukke
Dronning (Julia Roberts).
Kongen drager ud på
togt, og vender aldrig hjem. Snehvide er nu helt alene med sin sure
stedmor, der ikke kan døje konkurrence på
skønhedsfronten.
Snehvide, hvis hår er sort som ibenholt og med hud så hvid som elfenben, fylder 18 år. Men hun får ingen
fest, for Dronningen tåler hende ikke.
Det er kun tjenestefolkene, der husker hendes
fødselsdag. De minder hende om, at hun ret beset er
arving til slottet og dermed det hele
kongerige.
Det er desværre ikke noget rigt kongerige, for den onde dronning har ødslet landets
skatteindtægter bort på ekstravagente fester, tant og fjas.
Tilskyndet af tjenestefolkene tager Snehvide ud på sin egen rekognoscering og forstår hurtigt at riget i den grad fattes penge. Befolkningen lever i fattigdom og armod. De er forhutlede og triste.
I de sneklædte skove møder Snehvide også for første gang
Prins Alcott (Armie Hammer) af Valencia. Om end i en noget pinlig situation med sin oppasser.
Da dronningen erfarer, at Snehvide har været ude på egen hånd, beordrer hun Snehvide dræbt. Dette skal forestås af den trofaste tjener
Brighton (Nathan Lane), men helt så trofast er han dog ikke. Han lader Snehvide flygte, og hun bliver fundet af
syv dværge, som ellers ernærer sig ved
tyveri og den slags ulovligheder.
Men Snehvide stjæler deres
hjerter, og hun får lov til at blive. Nu må hun bare sætte den ultimative
hævnaktion i værk for at få sin
prins og sit
kongerige ...
Lille spejl på væggen der (Mirror Mirror) er en udpræget
familiefilm, som både små og store kan glædes over. Den er tilpas pjattet og humoristisk til at
voksne børn (som jeg) bliver underholdt på bedste vis og tilpas børnevenlig, så de små også kan være med.
Snehvide fremstilles som en yderst smuk, men dog så
handlekraftig kvinde, hvilket er befriende i den slags eventyr. Endelig en kvinde, der kan slås og ikke stiller op for bollemælk.
Og i samme åndedrag skal siges: Hallelula - en "
helt" med kropsbehåring. Det er sjældent, man ser en mand med hår på brystet og under armene i nyere film, og det synes jeg personligt er en dejlig lille,
antimetroseksuel detalje.
Skiven indeholder den engelske version, og der er heldigvis tilvalg af
dansk tale. De danske stemmer leveres af blandt andre Ellen Hillingsø (Dronningen), Maria Lucia Heiberg Rosenberg (Snehvide), Jens Jørn Spottag (Kongen), Dick Kaysø (Bramsen), Jesper Asholt (Grynt) og Henrik Kofoed (Gibbernak).
Selve
billedsiden er ufattelig smuk og
eventyragtig. Det er en sand nydelse. Ydermere bliver man i rigtig godt humør, når rulleteksterne ruller over skærmen. For her slå instruktørens
indiske rødder igennem og der kommer et helt forrygende
Bollywood-nummer. Nyd det, kan jeg blot sige.
Lille spejl på væggen der er en sød og sjov film med mange skægge indslag. Det er ikke sidste gang, jeg sætter denne film i afspilleren, for man kan ikke andet end blive lidt glad i låget af den.