Alle kender vist det dejlige, men dog grumme, eventyr om Snehvide fra Brødrene Grimms fjerpenne.

Måske netop derfor skal man unde sig selv at se denne version, som Tarsem Singh står bag. Det er en helt forfriskende omskrivning af historien om en prinsesse, der skal grueligt meget igennem for at få sin prins.

Snehvide (Lily Collins) lever på det store slot. Hendes mor døde i barselssengen, og hendes far, Kongen, opdrog Snehvide alene, indtil han indså, at det ikke er alt en far kan bidrage med til en datter. Så han giftede sig med den hovmodige, ondskabsfulde, men dog så smukke Dronning (Julia Roberts).

Kongen drager ud på togt, og vender aldrig hjem. Snehvide er nu helt alene med sin sure stedmor, der ikke kan døje konkurrence på skønhedsfronten.

Snehvide, hvis hår er sort som ibenholt og med hud så hvid som elfenben, fylder 18 år. Men hun får ingen fest, for Dronningen tåler hende ikke.

Det er kun tjenestefolkene, der husker hendes fødselsdag. De minder hende om, at hun ret beset er arving til slottet og dermed det hele kongerige.

Det er desværre ikke noget rigt kongerige, for den onde dronning har ødslet landets skatteindtægter bort på ekstravagente fester, tant og fjas.

Tilskyndet af tjenestefolkene tager Snehvide ud på sin egen rekognoscering og forstår hurtigt at riget i den grad fattes penge. Befolkningen lever i fattigdom og armod. De er forhutlede og triste.

I de sneklædte skove møder Snehvide også for første gang Prins Alcott (Armie Hammer) af Valencia. Om end i en noget pinlig situation med sin oppasser.

Da dronningen erfarer, at Snehvide har været ude på egen hånd, beordrer hun Snehvide dræbt. Dette skal forestås af den trofaste tjener Brighton (Nathan Lane), men helt så trofast er han dog ikke. Han lader Snehvide flygte, og hun bliver fundet af syv dværge, som ellers ernærer sig ved tyveri og den slags ulovligheder.

Men Snehvide stjæler deres hjerter, og hun får lov til at blive. Nu må hun bare sætte den ultimative hævnaktion i værk for at få sin prins og sit kongerige ...

Lille spejl på væggen der (Mirror Mirror) er en udpræget familiefilm, som både små og store kan glædes over. Den er tilpas pjattet og humoristisk til at voksne børn (som jeg) bliver underholdt på bedste vis og tilpas børnevenlig, så de små også kan være med.

Snehvide fremstilles som en yderst smuk, men dog så handlekraftig kvinde, hvilket er befriende i den slags eventyr. Endelig en kvinde, der kan slås og ikke stiller op for bollemælk.

Og i samme åndedrag skal siges: Hallelula - en "helt" med kropsbehåring. Det er sjældent, man ser en mand med hår på brystet og under armene i nyere film, og det synes jeg personligt er en dejlig lille, antimetroseksuel detalje.

Skiven indeholder den engelske version, og der er heldigvis tilvalg af dansk tale. De danske stemmer leveres af blandt andre Ellen Hillingsø (Dronningen), Maria Lucia Heiberg Rosenberg (Snehvide), Jens Jørn Spottag (Kongen), Dick Kaysø (Bramsen), Jesper Asholt (Grynt) og Henrik Kofoed (Gibbernak).

Selve billedsiden er ufattelig smuk og eventyragtig. Det er en sand nydelse. Ydermere bliver man i rigtig godt humør, når rulleteksterne ruller over skærmen. For her slå instruktørens indiske rødder igennem og der kommer et helt forrygende Bollywood-nummer. Nyd det, kan jeg blot sige.

Lille spejl på væggen der er en sød og sjov film med mange skægge indslag. Det er ikke sidste gang, jeg sætter denne film i afspilleren, for man kan ikke andet end blive lidt glad i låget af den.