Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 121
Ledsaget udgang (2007)
 
 
  Genre: Drama/komedie
Instruktør: Erik Clausen
Medvirkende: Erik Clausen, Jesper Asholt, Ditte Gråbøl m.fl.
Varighed: 90 minutter
  Originalsprog: Dansk
Distributør: Nordisk Film
Udgivet: 17. juli 2007
Anmeldt af: Ruth Blichfeldt
 
 
Vesterbrodrengen John (Erik Clausen) sidder i spjældet for lidt småkriminalitet og har endnu tre år tilbage.

Hans søn Kenneth (Henrik Bruhn) skal giftes og John har fået lov til at komme med til brylluppet, der skal stå på Rådhuset. Dog skal han på ledsaget udgang, da han tidligere har benyttet sig af små svipture under udgang, og hans ledsager er fængselsbetjenten Bo ((Jesper Asholt), en ægte jysk bonderøv - nu bosiddende i Køge med hustru, to børn, bil og båd.

Bo er en jovial person, der prøver at blive venner med sin fange denne ene dag, men hurtigt får John manipuleret rundt med Bo, og den fastlagte rute. Det bliver en tur rundt på Vesterbro, hvor John møder sine tidligere venner og kontakter.

Modet svigter lidt ved Rådhuset, og John med ledsager støder til bryllupsfesten på Hovedbanegården, hvor han møder sin familie og svigermekanikken. Det bliver et følsomt møde og mange frustrationer kommer frem i lyset.

Men naturligvis har John en plan om at stikke af og gerne sammen med massagepigen Lisbeth (Ditte Gråbøl). Men den jyske bonderøv er ikke så dum, som hans glatte barneansigt udstråler, og snart er rollerne byttet om.

Ledsaget udgang er en typisk Clausen film. Fyldt med humor, dybde, alvor og skæve eksistenser.

Clausen er bare sin rolle John. Denne forvoksede Vesterbroknægt, der har det hele i munden og tror, han stadig er en fandens karl med sin gamle sorte læderjakke, der er en anelse for lille.

Rollen som Bo, er specielt skræddersyet til Jesper Asholt, og han er pragtfuld. Han besidder en naivitet, der bare rammer plet. Det beviser, at man ikke altid skal tro på de troskyldige.

Jeg vil absolut ikke kalde Ledsaget udgang for en komedie, bevares - der er god humor og gode sjove og satiriske replikker, men Ledsaget udgang er langt mere et drama. Det er dybe følelser, kærlighed og alt det, der ligger imellem.

Musikken er af Kim Larsen og hovedsangen, En af de få der er mange af, er en rigtig ørehænger. En typisk Larsen.

Ledsaget udgang har allerede modtaget to fornemme priser. Det skete på den 29. internationale filmfestival i juni 2007 i Moskva, hvor den blev hædret med både de russiske filmkritikeres pris og de russiske filmklubbers pris. I efteråret præsenteres filmen på festivaler i Hamburg og Warszawa, og mon ikke der vanker flere priser?

Jeg kan varmt anbefale at tage på rundtur på Vesterbro med Erik Clausen og Jesper Asholt. Så sæt Ledsaget udgang i afspilleren og nyd den clausiske lune.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
Alt om det at være katteejet
© 2005-2017