For Brian Stimpson (John Cleese) er punktlighed ikke blot en dyd, men mere et mantra. Det ved hans elever og lærere på det gymnasium, hvor Brian Stimpson er rektor. Her foregår selv skideballerne på planlagte tidspunkter.

Men Brian Stimpsons punktlighed, parret med en veludviklet sans for ro og orden, har ført hans skole helt til tops i det britiske skolesystem. Samtidig er han selv blevet udnævnt til formand for landets rektorforening.

Derfor har Brian Stimpson fået den ære, som den første rektor for et et kommunalt gymnasium nogensinde, at skulle holde tale for alle britiske gymnasierektorer. Det skal ske ved en konference i Norwich senere samme dag, men turen til konferencen bliver noget anderledes end ventet.

Den ellers så altid punktlige gymnasierektor vælger det nemlig forkerte tog på stationen. Dermed må Brian Stimpson se toget mod Norwich forlade perronen uden ham. Og for at gøre ondt værre, glemmer han sin nøje forberedte tale i det forkerte tog, da han desperat søger andre transportmuligheder til Norwich.

Det viser sig hurtigt, at det slet ikke skal være uden problemer at komme til Norwich. Inden længe er Brian Stimpson da også forfulgt af en jaloux kone, rasende forældre, ekskærester, et halvt alderdomshjem og politiet.

Kuk i timeplanen (Clockwise) er fra 1986 og har dermed et kvart århundrede på bagen. Men det får dog på ingen måde filmen til at virke aldrende. For den er gjort af netop de problemstillinger og den type humor, der er nærmest tidsløse.

John Cleese (blandt andre Spud og Av min arv) er glimrende i rollen som den korrekte rektor, hvis velordnede verden pludselig krakelerer. Men rollen minder også om mange af de andre roller, der har været med til at gøre John Cleese både elsket og populær.

De øvrige skuespillere, der deltager i løjerne, bliver således mere eller mindre henvist til statistroller. Men der er skam heller intet at udsætte på disses skuespil.

Kuk i timeplanen hører til blandt mine personlige favoritter blandt John Cleese-film. Derfor kan jeg da også kun anbefale den. Er man til britisk humor, når det er bedst, går man bestemt ikke galt i byen med denne perle.