Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 121
Kollegiet (2007)
 
 
  Genre: Gyser
Instruktør: Martin Barnewitz
Medvirkende: Neel Rønholt, Mikkel Arndt, Julie R. Ølgaard, Jon Lange m.fl.
Varighed: 88 minutter
  Originalsprog: Dansk
Distributør: Nordisk Film
Udgivet: 12. februar 2008
Anmeldt af: Jann Kalf Larsen
 
 
Provinspigen Katrine (Neel Rønholt) flytter på et københavnsk kollegium, godt hjulpet af sin far. På kollegiet støder hun, i bogstaveligste forstand, ind i den konfliktsøgende Sanne (Julie R. Ølgaard), så hun får smadret en lampe, der er et minde om hendes mor. Sanne er beboeren af værelse 205.

Snart møder nogle af de andre beboere på gangen, bl.a. den flotte og charmerende Lucas (Jon Lange) og den lidt underlige Rolf (Mikkel Arndt). Det er Rolfs værelse Katrine har overtaget, og han skal snart komme til at spille en central rolle.

Lucas indvier Katrine i myten om, at der på værelse 205 er en tidligere beboer, som spøger. Myten bliver dog til blodig virkelighed, da et spejl i netop værelse 205 smadres og genfærdet slippes løs.

Katrine er den eneste, som forstår alvoren, hvis ikke genfærdets hævngerrighed bliver stoppet. Derfor søger hun hjælp hos Rolf. Sammen må de nu kæmpe for at stoppe myrderierne blandt kollegiets beboere før det er for sent.

Kollegiet er, ligesom kun én anden dansk film i 2007, produceret uden støtte fra Det Danske Filminstitut, men det har ikke forhindret gyseren i at trække de store resultater hjem. Kollegiet var således et overraskende stort biografhit, hvor den med et publikumstal på over 80.000 udkonkurrerede samtlige andre film i genren, bl.a. danske Cecilie og amerikanske Saw III.

Den store succes har sendt filmen videre i omløb. Kollegiet er således solgt til lancering i Nordamerika, og filmens debuterende instruktør, Martin Barnewitz, står pt., efter interesserede henvendelser fra Hollywood, til at skulle instruere den amerikanske gyser The Messengers II.

Selv om det ikke just er det største skuespil, der lægges for dagen i Kollegiet, og historien ligesom er set før, så formår filmen alligevel at fænge og underholde. Og så selvfølgelig det, genren nærmest fordrer, give et udmærket gys. Alt i alt et ganske godt bud på en dansk gyserfilm.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
RadonHuset
© 2005-2017