En gruppe miljøforkæmpere er ude i et sumpet område for at finde beviser for dumpning af giftigt affald fra en lokal virksomhed. De finder hurtigt radioaktivt affald, men det er ikke det eneste gruppen kommer i nærkontakt med.

De forgiftede sumpområder har nemlig givet grobund for en kæmpe krokodille. Et sandt monster, der nu begynder at tygge sig gennem flere af miljøforkæmperne og lokalbefolkningen.

De lokale myndigheder er i lommen på de skruppelløse virksomhedsejere, der står for forureningen, så der er ikke umiddelbart hjælp at hente hos dem. Men en lokal jæger, der gennem et langt liv har jagtet krokodiller i sumpene, tager udfordringen med uhyret op.

Det er dog ikke bare lige sådan at slippe af med en muteret krokodille. For selv ikke den kraftigste ammunition synes at bide. De eneste bid er fra krokodillen, der fortsætter med at benytte de øvrige medvirkende i filmen som et stort tag-selv-bord.

Miljøforkæmperne, der ellers mener, at krokodillen er unik og derfor bør beskyttes, kommer dog ind i kampen. Men det har også holdt hårdt og kostet adskillige af deres venner livet inden.

Så en af miljøforkæmperne ender med at drage ud sammen med krokodillejægeren for at finde og slå det muterede reptil ihjel. Men det er lettere sagt end gjort og snart efter er de selv de jagede ...

Killer Crocodile er nok en af de mest sølle horrorfilm, jeg nogensinde har set. Godt nok er der masser af blod og afrevne lemmer, men den er på ingen måde skræmmende, da krokodillen mere ligner et forvokset gummibadedyr end et levende væsen af kød og blod.

Det eneste skræmmende ved Killer Crocodile er vel egentlig, hvor skræmmende hurtigt lattermusklerne bliver aktiveret. Samt det endnu mere skræmmende faktum, at slutningen mere end antyder en 2'er (der da også er blevet lavet).

Så Killer Crocodile får bundkarakter som horrorfilm. Til gengæld vinder den meget med de humoristiske briller på. For det er dælme humor, når de medvirkende nærmest er ved at falde over hinanden for at falde i sumpenes mudrede vand og blive overfaldet af det mekaniske monstrum, for øjeblikket efter at dukke op med blødende kødsår de helt forkerte steder.

Killer Crocodile er et nærmest skamløst plagiat af Jaws. Ide, opbygning og det tilhørende musikalske lydspor er så Jaws-lignende, at man nærmest krummer tæer.

Selv den aldrende krokodillerjæger, glimrende spillet af Ennio Girolami, er et totalt rip-off. Måske lige bortset fra den detalje, at han i Killer Crocodile får lov at overleve og lede slagets gang mod slutningen.

At filmen tilmed tydeligvis har fået pålagt et engelsk lydspor efter optagelserne, gør ikke helhedsindtrykket ringere. Slet ikke i denne sammenhæng, for det er blot med til at motionere smilebåndet yderligere.

Instruktøren, Fabrizio de Angelis, er ellers ikke ubekendt med gyseruinverset. Han har således stået bag bloddryppende film som Rædslernes hotel og Zombie massakren. Men som nævnt, er der altså ikke meget gys over denne film.

Til gengæld er den så ufrivilligt underholdende, at det alene, gør den værd at stifte bekendtskab med. Men husk at tage de rette briller på.