10-årige Karla (Elena Arndt-Jensen) bor sammen med sin mor Rikke (Ellen Hillingsø), papfar Leif (Nicolaj Kopernikus), lillebror Mads Morten (Nikolaj Støvring Hansen) og halvlillebroderen Lillebror (Jonathan Werner Juel).

Brødrene er som brødre nu engang er, vildt irriterende. Mor er gået i rengøringsvanvid og stress grundet julen, og papfar har alt for travlt med sit job som journalist.

Karlas højeste ønske er, at Mads Mortens og hendes far, Allan (Allan Olsen), kan holde juleaften sammen med den øvrige familie. Men det vil mor ikke have. Allan har de to børn lillejuleaften, og sådan skal det også være denne jul.

Desværre har Allan en tendens til at kigge for dybt i flasken, og det får han også gjort lillejuleaften, hvor han må aflyse deres jul sammen.

Selvfølgelig bliver Karla ked af det, og da moderen ikke viser den store sympati og forståelse for Karlas dybe skuffelse, beslutter hun sig for at løbe hjemmefra.

Hun slår sig snart sammen med den hjemløse Buster (Kristian Halken) og den udviklingshæmmede Ejnar (Paw Henriksen), der sammen har en lille gesjæft med at samle flasker og sælge juledekorationer.

Karlas kabale er baseret på Renée Toft Simonsens romaner om Karla, og den næste Karla-film er da også på trapperne, hvilket jeg glæder mig til. Persongalleriet er fint og stærkt, og kan sagtens bære en efterfølger.

Elena Arndt-Jensen er yderst troværdig i sin rolle som Karla, men dem der i den grad markerer sig er Kristian Halken og Paw Henriksen, som henholdsvis den hjemløse Buster og udviklingshæmmede Ejnar. Det er forrygende godt og giver en skærende kontrast til de "voksne" voksne, som i bund og grund opfører sig som pattebørn og vatnisser.

Handlingen i Karlas kabale er vel noget, alle kan nikke genkendende til: Den daglige stress, uregerlige unger og følelsen af at blive overset. At den også tager fat på alkoholisme og deraf følgende svigt, passer helt fint ind i historien. Der er ingen løftede pegefingre og alt foregår i børnehøjde, set med børneøjne.

Karlas kabale er en film, alle kan samle sig om - store som små, og en opfordring tíl os voksne om ikke altid have så travlt samt lige at tænke over, at børn også kan have store følelser.