

Nu kommer fortsættelsen af Renée Toft Simonsens
Karlas Kabale, og det er et dejligt gensyn med
Karla (Elena Arndt-Jensen) som nu er 12 år, mor
Rikke (Ellen Hillingsø), papfar
Leif (Nicolaj Kopernikus), lillebror
Mads Morten (Nikolaj Støvring Hansen) og halvlillebroderen
Lillebror (Jonathan Werner Juel).
Sommerferien står for døren og den lille familie skal i
sommerhus i Jylland. Karla vil så gerne have sin tidligere bedste bedsteveninde
Katrine (Nanna Finding Koppel) med. Men det er lidt svært at få spurgt, da Karla i den grad har svigtet sin veninde grundet alt det tidligere rod, der var i Karlas familie.
Men Karla får spurgt og heldigvis siger Katrine ja, og hele familien drager i sommerhus. Leif har planer om at lave et nyt
skur, Mads Morten har planer om at fange en tudsegammel
gedde ved navn Kurt og mor har kommet til at invitere sin hjertekriseramte veninde Dolly (Therese Glahn) med. Og Lillebror har bare planer om at lure på folk, når de er på
lokum.
Karla og Katrine har lidt svært med at finde hinanden igen, men da de møder den jævnaldrende
Jonas (Joshua Berman) begynder et nyt
venskab og
uvenskab at tage sin begyndelse. Jonas er på sommerferie hos sin plejefamilie, ellers bor han på en
døgninstitution i København. Derfor tror alle i det lille sommerhussamfund, at det er Jonas, der står bag gentagne
indbrud hos den lokale købmand.
Men
trekløveret ved bedre og prøver at råbe de voksne op, så Jonas kan blive renset for
mistankerne ...
Karla og Katrine er baseret på Renée Toft Simonsens romaner om Karla, og den tredje Karla-film med den lidet overraskende titel
Karla og Jonas er da også på trapperne, hvilket jeg glæder mig til.
Elena Arndt-Jensen, som Karla og
Joshua Berman som Jonas, er ganske fine sammen og passer perfekt til hinanden, og det bliver spændende at se den videre udvikling af deres spirende forelskelse og seksualitet.
Den tidligere fotomodel
Renée Toft Simonsen havde for øvrigt en kortvarig skuespilkarriere i filmene Via Montenapoleone og
Model Mordene, inden hun lagde det på hylden og blev blandt andet børnebogsforfatter.
Karla og Katrine skildrer ganske fint den hårfine balance der er blandt veninder og især bedsteveninder. Både mellem Karla og Katrine men også mellem mor Rikke og hendes veninde Dolly, der har hjertesorg for gud ved hvilken gang. Det er en ganske rammende udlægning af den vanskelige alder 12 år, hvor tøserne ser ældre ud og vakler mellem den barnlige naivitet og den begyndende voksenforståelse.
Jeg kan da selv huske følelsen af den nagende jalousi, når ens bedsteveninde fik en kæreste. Uh ha, det var bestemt ikke en rar følelse, og det formår instruktøren
Charlotte Sachs Bostrup at få frem i de unge mennesker. Det er godt gengivet og meget overbevisende.
Jeg kan anbefale at hele familien samles om
Karla og Katrine. Det er en gedigen god dansk
familiefilm som alle kan nyde, som tilmed er
tekstet. Dejligt, så kan alle være med.