Forside
Forside
Shenmen - akupunktur med hjertet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 971
Johan Falk - Gruppen För Särskilda Insatser (2009)
 
 
  Genre: Action/krimi
Instruktør: Anders Nilsson
Medvirkende: Jakob Eklund, Joel Kinnaman, Mikael Tornving m.fl.
Varighed: 113 minutter
  Originalsprog: Svensk
Distributør: Nordisk Film
Udgivet: 8. februar 2011
Anmeldt af: Ruth Blichfeldt
 
 
Johan Falk (Jakob Eklund) er vendt tilbage til hjembyen Göteborg fra Haag efter fem år i Europol.

Han efterlader sig både sin kone Hélen, teenageren Nina og lille Ola i Haag, indtil han er faldet til i Göteborg og hans nye stilling som kontaktperson i GSI - Gruppen För Särskilda Insatser.

Denne gruppe under Patrik Agrells (Mikael Tornving) kommando har til opgave at bekæmpe de tungeste kriminelle personer i regionen. Og dem findes der ungefær 200 af.

Deres primære opgaver er at finde, identificere og holde kontrol med disse personer, der især er grupperet i deciderede bander. Især har de kig på en bestemt gruppe - Seth Rydells (Jens Hultén) bande, der muligvis også arbejder for internationale, kriminelle bander og mafiagrupper.

Gruppen har nok at se til. For Göteborg er plaget af gentagne væbnede røverier mod pengetransporter, begået af en bande kaldet "De Ukendte Seks.".

Det begynder meget hurtigt at gå op for Johan Falk, at GSI arbejder lidt anderledes end de foreskrevne regler og servitutter.

Da en af hans kollegaer bliver dræbt i aktion, får Johan Falk meget hurtigt indblik i, hvorledes GSI egentlig arbejder. Godt nok kommer indblikket fra en helt uventet kant og Johan Falk må nu indstille sig på, at grunden til GSI's effektivitet ikke blot er dygtigt politiarbejde, men også et fantastisk netværk - bundet sammen af iskold tavshed og dertilhørende pokerfjæs, løgne og fortielser.

Johan Falk - Gruppen För Särskilda Insatser er den første af seks i en spritny serie om Johan Falk. Før har der været Noll Tolerans fra 1999, Livvakterna i 2001 og Den Tredje Vägen i 2003, hvor Johan Falk fik stillingen i Haag.

Jeg må, hånden på hjertet og til trods for at jeg elsker svenske krimier, tilstå, at jeg ikke har set nogen af de foregående Johan Falk, og der er jeg nok gået glip af noget. Svenskerne er eminente til at skrue en krimi sammen med bid, humor, nerve, spænding og action.

Således skuffer Johan Falk - Gruppen För Särskilda Insatser bestemt ikke. Det er spænding fra start til slut med en utrolig realistisk historie.

Jakob Eklund i rollen som Johan Falk har jeg lidt svært ved at forholde mig til. Han virker for pæn. Nærmest en ældre og rynket udgave af engelske Simon Cowell, men det kan da være, Jakob Eklund træder mere i karakter i de næste afsnit.

Derimod tror jeg, at Sverige er ved at få en ny Mikael Persbrandt (Dag og Nat, Beck - Advokaten) i form af Joel Kinnaman.

Milde magle for en karakter. I Johan Falk - Gruppen För Särskilda Insatser har han rollen som Frank Wagner, der er en af Seth Rydells håndlangere. Mere skal ikke røbes her.

Men det er helt klart en svensker, der skal holdes øje med. Men i det store hele er samtlige skuespillere i topform og jeg ser frem til de næste afsnit.

Hele serien, foruden denne første, består af: Vapenbröder, National Target, Leo Gaut, Operation Näktergal og De Fredlösa. Jeg ser i den grad frem til dem alle.

Johan Falk - Gruppen För Särskilda Insatser er gedignt svensk filmhåndværk med en god historie, gode skuespillere, troværdighed samt spænding.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
RadonHuset
© 2005-2017