Reklamemanden Bill Compton (Dennis Patrick) og hans snobbede hustru Joan (Audrey Caire) lever et overklasseliv i 70’ernes eksperimentelle tidsalder.

Deres datter Melissa (Susan Sarandon) er havnet på den forkerte hylde og lever sammen med narkohandleren Frank (Patrick McDermott). Hun er en ynkelig hippienarkoman, og efter en overdosis amfetamin ender hun på psykiatrisk hospital til afvænning.

Bill tager hen til Frank og Melissas lejlighed for at hente hendes tøj, og her kommer han i håndgemæng med Frank. Desværre får det et uheldigt udfald, da Frank dør. Bill camouflerer drabet som røveri og efterfølgende må han have en styrkende drink.

Han havner på en lokal pub, hvor arbejdsmanden Joe (Peter Boyle sidder og lufter sine meninger om alt og alle, der ikke lige lever op til hans normer. Han hader hippier, bøsser, negre, ja, stort set alle.

De to vidt forskellige mænd veksler nogle få ord og Bill tager hjem. Efter tre dage findes Franks lig, og Joe er ikke sen til at se sammenhængen mellem den mystiske. rige mand i baren tre dage forinden og fundet af liget.

Joe tager kontakt til Bill, og langsomt udvikler der sig et højst bizart venskab, der får katastrofale følger.

Joe er en tragisk historie, som kan virke en anelse langtrukken. Men selvom den har 38 år på bagen, holder tematikkerne og problematikkerne stadig stik. Der er stadig narkoproblemer, forskelsbehandling, eksperimenter med stoffer og sex samt racisme.

Selve karakteren Joe bliver fremragende spillet af Peter Boyle, og han er med til at hive hele historien op på tre klaptræer sammen med en yderst ung Susan Sarandon.

Det var Susan Sarandons spillefilmsdebut, og allerede der tegnede hun lovende. Siden er hun blevet kendt for film som Ice Bound, Ryd forsiden og Stepmom.

Joe er ikke verdenskunst, men er absolut seværdig, også den dag i dag. Så hvis man er til et drama og tragedie, så er det Joe, der skal puttes i afspilleren.