Forside
Forside
Shenmen - akupunktur med hjertet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 121
Jagten (2012)
 
 
  Genre: Drama
Instruktør: Thomas Vinterberg
Medvirkende: Mads Mikkelsen, Thomas Bo Larsen, Annika Wedderkopp, Lasse Fogelstrøm m.fl.
Varighed: 110 minutter
  Originalsprog: Dansk
Distributør: Nordisk Film
Udgivet: 7. maj 2013
Anmeldt af: Ruth Blichfeldt
 
 
Lucas (Mads Mikkelsen) er blevet skilt fra Kirsten, og deres teenagesøn, Marcus (Lasse Fogelstrøm), bor stadig hos Kirsten. Lucas har så fået lov til at beholde hunden Fanny.

Lucas bor i en lille provinsby, arbejder i en børnehave og er medlem af jagtforeningen. Han er vellidt at sine kollegaer, sine venner og børnene. Forholdet til Marcus går også godt, trods Kirsten er meget firkantet med hensyn til samkvem. Lucas er ved at få styr på sit liv.

Han er meget sammen med sin ven Theo (Thomas Bo Larsen), dennes kone Agnes (Anne Louise Hassing) og deres lille datter, Klara (Annika Wedderkopp), der går i børnehaven og har en god, loyal ven i Lucas.

Alt går fint. Lucas begynder endda at date køkkenmedhjælperen fra børnehaven, Kirsten bøjer sig og giver tilladelse til at Marcus må flytte ud hos Lucas. Alt tegner således godt for alle.

Men ... en enkelt lille dum bemærkning bliver til en mellemstor dum løgn, der vokser helt ud af proportioner.

Lucas bliver anklaget for at have vist sine kønsdele til et barn fra børnehaven. Og snart er hele det lille samfund på randen af massehysteri.

Lucas' liv begynder hurtigt at falde fra hinanden. Han må nu mobilisere al sin styrke for at bevare både sit liv og sin værdighed.

Jagten er en stærk film og en film med en utrolig vigtig historie at fortælle. Især hvor der i den seneste tid har været en del fokus på mandlige pædagoger, og hvor lidt der skal til for at blive anklaget for pædofili. Falske erindringer har også været en del oppe at vende, og dette får Vinterberg flot flettet ind i Jagten.

Rollen som Klara spilles af charmerende Annika Wedderkopp, og hun gør det blændende godt. Hun er slet ikke til at stå for. Thomas Bo Larsen i rollen som Theo gør det fremragende.

Balancegangen mellem at være ven eller fjende gengiver han ualmindeligt godt. Han er en god skuespiller og især i roller som disse, brager han igennem.

Mads Mikkelsen behøver vist ingen nærmere introduktion. Men lad mig nævne i flæng: En kongelig affære, The Door og Prag. For bare at nævne nogle få.

Han er en fantastisk skuespiller, men i Jagten virker det som om, Mikkelsen er mere dedikeret i rollen som Lucas. Han virker mere troværdig end ellers, og dette klæder ham i høj grad.

Jeg kan kun anbefale Jagten på det varmeste. Det er en film, man bare skal se.

Det er en utrolig vigtig film med et godt budskab. Så hvis man har lyst til et dansk drama, når det er bedst, med gode skuespillere og en stærk historie, er det så absolut Jagten, der skal i afspilleren.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
RadonHuset
© 2005-2017