Forside
Forside
Alt om det at være katteejet
Sult
Shoeshine Det store stilehæfte Kosakken Taras Bulba Castle Freak
Seneste opdatering: 7. maj 2017 • Anmeldelser i denne kategori: 100
Jack and the Beanstalk: The Real Story (2001)
 
 
  Genre: Eventyr
Instruktør: Brian Henson
Medvirkende: Matthew Modine, Mia Sara, Jon Voight m.fl.
Varighed: 175 minutter
  Originalsprog: Engelsk
Distributør: NTC Film
Udgivet: 15. februar 2010
Anmeldt af: Jann Kalf Larsen
 
 
En knægt planter nogle magiske bønner og, vupti, så vokser der en kæmpe bønnestage op i himlen. Knægten skal selvfølgelig op i planten og da han når toppen, stjæler han en gås, der lægger guldæg, fra en ond kæmpe, hvorpå han skynder sig ned igen.

Den onde kæmpe følger dog efter, for guldgåsen vil han da ikke af med, men knægten er snarrådig og skynder sig at hugge bønnestagen ned, da han er kommet sikkert ned igen. Den onde kæmpe omkommer af faldet og alle andre lever derefter lykkeligt til deres dages ende.

Det er i bund grund eventyret om Jack og bønnestagen kort fortalt. Og meget længere behøvede denne anmeldelse vel egentlig heller ikke blive, hvis det altså ikke lige var for manden bag Muppets, Jim Henson, og hans helt fantastiske nyfortolkning af det klassiske eventyr.

Jack (Matthew Modine) er bestyrelsesformand for et kæmpe forretningsimperium. Et dynasti skabt af hans forfædre, der alle har heddet Jack som han. Men trods rigdomme i overmål, er Jack langt fra lykkelig. Han nærmer sig de 40, har ingen kæreste og lider af konstante mareridt.

Siggy (Jon Voight) står for den daglige drift af den internationale virksomhed og er som en far for Jack. Jacks far blev nemlig, som sine forfædre af samme navn, ikke ældre end 40 år gammel. Siggy sørger for at virksomheden køres som en yderst profitabel forretning, hvor der ikke bliver givet ved dørene.

En dag dukker Ondine (Mia Sara) op i Jacks liv. Udover at være utrolig køn, synes hun at vide ting om Jack, ingen burde kende. Og hun kan fortælle om mystiske ting i forbindelse med et nyt forretningstiltag i familiens gamle, engelske domicil.

Her er der, under bygningen af et kasino-kompleks, nemlig fundet knogler af en kæmpe. Og da Jack når frem, viser der sig at være et helt skelet. Ligesom Ondine også er at finde ved familens slot.

Jack finder ud af, at han er efterkommer efter den Jack, der såede magiske bønner, mødte en ond kæmpe ved at kravle op af den enorme bønnestage, og slap væk med en gås, der lægger guldæg. Næsten samtidig forsvinder Ondine i et lysglimt, da hun bliver opdaget under et indbrud på slottet.

Kort tid efter er Jack selv på vej op ad en bønnestage for at ende i et trøstesløst land langt over skyerne. Her møder han atter Ondine, men bliver også taget til fange for at blive stillet til regnskab for den onde kæmpes død og tyveriet af guldgåsen.

Jack dømmes til døden for sin forfaders udåd. For den onde kæmpe var nemlig slet ikke spor ond. Tværtimod faktisk. Og guldæggene sikrede landet over skyerne, hvor en enkelt dag svarer til et menneskeår, energi og mad til alle.

Efter syv dage undslipper Jack dog døden med hjælp fra Ondine, og sammen drager de ned til Jorden for at finde den guldægsliggende gås og en magisk harpe, så landet kæmperne og folket over skyerne kan undgå undergang. Men på Jorden har været forsvundet i syv år og er blevet erklæret død.

Siggy har overtaget forretningsimperiet, og både harpe og gås er gemt godt af vejen. Hans grådighed har nemlig fået overtaget. Det er nu op til Jack og Ondine at løse problemerne og slippe tilbage med gås og harpe i tide ...

Jack and the Beanstalk: The Real Story er en perle af en film. Det er supergod underholdning fra start til slut for hele familien. Og trods en spilletid på næsten tre timer, så virker den på ingen måde for lang.

Der er stjerneskuespillere i flertallet af rollerne, store som små, og der ydes en god indsats over hele linjen. Effekterne er godt lavet, hvilket man også bør forvente med Jim Henson i instruktørstolen. Så begge tommelfingre op for Jack and the Beanstalk: The Real Story.
 
Site search by freefind
FilmnytDVD på Facebook
RadonHuset
© 2005-2017