
Rosie (Michelle Pfeiffer) er over de fyrre, enlig mor til teenageren
Izzie (Saoirse Ronan) og tv-producer på soapoperaen Go Girl - en serie, ingen gider at se og som har meget dalende seertal.
Rosie beslutter sig for at der skal en ny aktør på banen, og valget falder på den unge stjerneskuespiller
Adam (Paul Rudd). Han er ung, sexet, charmerende og bare lige til at knuselske. Rosie falder for ham med et brag.
Men hun har svært ved at acceptere, at hun er over de fyrre og han er end ikke fyldt tredive. Det er meget svært for hende, hvor han derimod er hamrende ligeglad med aldersforskellen, bare
kemien og
følelserne er i orden.
Og det er de ...
Det er en lidt tyndbenet kærlighedskomedie, instruktøren bag Clueless, Amy Heckerling, har skruet sammen. Men trods det, er det en
sød historie om den svære kærlighed, jalousi og en teenager, der selv er ved at opleve den første kærlighed.
Selv om
Michelle Pfeiffer er fra årgang 1958, er hun stadig en yderst sexet, hed og vidunderlig kvinde, der kan sit håndværk til fulde. Den 11 år yngre
Paul Rudd er en dejlig drengerøv med et fantastisk skælmsk blik i øjet. Og de klæder hinanden.
Det er de tre hovedrolleindehavere, Michelle Pfeiffer, Paul Rudd og ikke mindst Saoirse Ronan, der hiver
I could Never be Your Woman hjem til tre klaptræer, for som nævnt er historien tyndbenet og forudsigelig.
Skal man hygge sig med en
kærlighedskomedie i den meget lette ende af skalaen, er
I could Never be Your Woman da absolut værd at se. Der er en del komiske indslag og en gang imellem er det bare rart at slappe af med noget uforpligtende.